Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Digt og Sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
428
Digt og Sang
ejer det den sjælfulde og renes indtagende Ynde. Olaf Hansens Stemme
er i den nye Digtsamling, ,Tværveje", hverken blevet kraftigere eller rigere
end før, men den er blevet sikrere. Hvad den siger, høres nu tydeligt
i vort Sind, selv om den undertiden synker til en Hvisken.
Han elsker den Virkelighed, der lader sig gengive i de mindst
larmende Ord. I et Digt om sin Fødeø siger han: „Jeg er i mit eget
Rige — ...Jeg ser fra det låve Dige.— over det lavere Land".
Disse Ord kan umiddelbart anvendes paa det Digtningens Rige, i
hvilket han færdes. Det er et Lavland uden bratte Stigninger og
superlativiske Bjærgtoppe. Dets jævne Overgange og fine Afskygninger kræver
et sårt og inderligt Sind hos Iagttageren. Hvor Lidenskaben kommer til
Orde, er det paa en ejendommelig tyst og gribende Vis, som i det
dejlige Digt „In memoriam", der kan være Slægtskabet med Frödings ,Det
borde varit stjerner" bekendt.
Og Trangen til Skønhed hun bar i sit Bryst,
og dens Syner — og selv var hun smuk.
Jeg har hørt det paa Mandens beherskede Røst
og paa Ynglingens standsende Suk.
Sammenlign hermed, hvorledes Fortvivlelsen, selv ene i Natten og
Mørket, kvæler det frembrydende Skrig: „Du ved — og jeg — men
ingen uden vi. — hvor jeg har stønnet lydt og sagte skreget".
En saa sammentrængt Følelsesytring vilde gribe os stærkt netop ved
sin Inderlighed, hvis den mødte os med det nærværendes ■ Liv, men Olaf
Hansens Digtning er dæmpet ogsaa i en anden Forstand, idet den naar
til vor Bevidsthed som et Minde. Hans Muse er „den erindrende Dis".
Gærne lytter han til hendes „vemodigvise" Røst, der fortæller om alt det,
der engang var Virkelighed, men som nu næsten er blevet til Sagn og Myte.
Det hændte et Sted mellem Stjerne og Sky,
en Stund mellem Tanke og Dvale.
Det hænder i Næ og det hænder i Ny,
naar sammen alene vi tale.
Hans Digtnings Fortrin og Svaghed strømmer fra samme
Ejendommelighed og beviser derved, at den ikke er et Valg, men en Aandsform.
Det dunkle og flimrende, der gør et Digt som „Valkyrien" kun halvt
for-staaeligt, hænger saaledes sammen med en vis’Erindringens Selvoptagethed,
der glemmer Hensynet til Læseren.
I Erindringen omformes Indtrykkene, de fyldes af en Visdom, de
oprindeligt ikke ejede, og jo mere de kommer paa Afstand, jo mere
forslummer Lydene. I Stedet for Mennesker er det skønne, kære Sjæle,
der omsvæver os, og Landskabet bliver drømmeroligt med Farver, der
stemmes sammen af Tankens fine Graahed.
Netop i Pasticherne føles denne Livsfjernhed som en Mangel. De
er fint og kløgtigt formede. De mangler blot at være fyldt af en levende
Lidenskab for at være ypperlige.
Fra Olaf Hansens Digte til Thøger Larsens „Jord" er der saa
langt som fra Lolland til Vesterhavet — fra det blide til det barske. I
det smukke og beskedne lille Hefte, der er et Eksempel paa, hvorledes
Digte burde udstyres, finder man en fuldt udpræget Personlighed, om end
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
