Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Digt og Sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digt og Sang
429
ikke en færdig Digter. Han vil i Tidens Løb kunne lære at behandle
Versene med noget større Lethed, hans Sind vil kunne blive mere frit og
modtageligt og hans Kunst som Følge deraf rigere og skønnere, men hans
Væsen vil næppe danne nye Centrer. Han har alt fundet sig selv —
deraf først og fremmest det Præg af Mandighed, der er over hans Vers.
Hvad der gør ham saa forskellig, ikke blot fra den foregaaende, men
i det hele giver ham en Særstilling i dansk Lyrik, er det haardere Slof,
hvoraf hans Sind er bygget, og mod hvilket Indtrykkene toner med en
barskere Klang. Der er selv i hans Mildhed en Biklang, der røber
Metallet. Hans Leg og Spøg har noget af Troldens Vildskab.
Og du, min kaade Hjertenskær!
du gynged mellem Havens Træ’r,
saa Luften brast i Gisp og Sus
ved dine Kræfters Sommer-Rus.
Selv hvor de stærkeste Følelser inspirerer ham, som i det simple og
skønne Digt om Moderen, („Ved Vinduet"), er Inderligheden tilsat med
en vis Bitterhed. Han blidnes, men smelter ikke. Digtet faar netop
derved noget uendeligt gribende som Kærtegn af en Haand, der er stiv og
haard af Dagens bitre Møje.
Sammenlignet med det versifikatoriske Mesterskab og den Smidighed,
hvorom dansk Lyrik for øvrigt bærer Vidne, er han kejtet og kantet.
Hans Vers er uden indsmigrende Vellyd. Der er noget stridt over dem,
der minder om, at de er bleven til i Sandets og Blæstens Egne. Men
har Guderne nægtet ham Ynde, har de til Gengæld forlenet hans Sind
med en Styrke og en Fynd, der sætter ham i Stand til at optage det
grufulde og det sublime i sin Digtning. I hans „Sagn" med den ganske
ubesmykkede og uformildede Gru er der mere af Folkevisens barbariske
Overtro end ellers i moderne Efterligninger. Og som man her mærker
hans Kendskab til Folkesjælen i en uroprindelig og uaflilet Støbning,
saaledes bærer hans Digtning ogsaa andre Spor af at staa den store Natur
nærmere end det meste af vor Lyrik. Det er en Mand, der ikke har
maattet nøjes med en Stump Himmel over Hovedet eller med at se den
i Sommerferien. For ham er Himmelhvælvingen en kendt
Virkelighed. Natten, hvor „tyst mellem Skyernes Bande kastes med
Stjerneskud", har fyldt ham med sin Storhed, og hans Tanke er ej uvant med
at betragte Universet som det større Rige, i hvilket vi bo. leet sublimt
Billede giver han den Aandenød, der griber Mennesket, naar det rives
fra sin snevre Verden ud i Uendeligheden.
Det Hul, hvor vor Stjerne falder og faldt,
det ser vi som faste Hvælve.
I Modsætning til den Bestemthed, hvormed Thøger Larsen trods formelle
Mangler straks har aabenbaret sin Digtnings Karakter, har L.C.Nielsen
tidlig naaet en endogsaa usædvanlig Grad af Vellyd og Skønhed, medens han
kun ligesom tøvende eller famlende naar frem til sin Digtnings egentlige
Væsen. Og til denne Famlen fra hans Side svarer der maaske en vis
Forbeholdenhed fra Læserens. Dette kan lyde som dunkel Tale for den,
der har fornemmet den baade svulmende og stærke Skønhed, som rum-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
