Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Digt og Sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
434
Digt og Sang
Og dog er der i det sagte ikke Særegenhed nok, hvis man ikke gør
opmærksom paa det stadigt flydende, det rige, det fremvældende i denne
Evne — han bliver ved Vers efter Vers — 9—10 i Rad uden at svækkes
og former Digt efter Digt med stedse fornyet Skaberevne. Thi sikkert
kan der i moderne Lyrik peges paa mange enkelte Digte, der næppe
staar tilbage for disse i Velklang. Det er netop Graden, der gør
Forskellen. Man kommer allerede gennem Sprogindtrykket til at staa
overfor det naturfrodige, det fritaandende, det uvilkaarligt skabende, der
er hans Genis Aladdinsmærke. Det er let at se, at dette ikke er svage
Nervers Letbevægelighed — overhovedet ikke beror paa manglende
Modstandsevne overfor Indtrykkene. Det er tværtimod Sundhedens Rigdom
— det stadigt arbejdende Maskineris Parathed. Man faar Indtryk af en
Mand som gider leve, som ikke først vaagner naar der er noget nyt eller
mærkeligt at komme i Stemning over. Han er slet ikke i den Forstand
afhængig af det udenfra kommende, heller ikke af nogen poetisk Tanke.
Han er ladet og der behøves blot en Anledning, for at Fantasien skal strømme
ud og forædle selv den kedeligste eller fattigste Virkelighed. Derfor vil
man lægge Mærke til, at der strængt taget ikke er Tale om forskellige
Stemninger, men blot om en Livfølelsens Opstemthed, der snart er rolig,
snart jublende snart vemodig eller hulkende, men egentlig aldrig sørgelig,
altid i sit inderste Væsen Frejdighed.
Denne Grundstemning følger alene af det gamle Ord. at hvor der
er Liv er der Haab; thi det er netop det altid pulserende Liv, der er
denne Digtnings inderste Væsen. Han ejer den sande Digternaturs Evne
til at sprede Lys og Varme omkring sig hvor han færdes. Hvor han
kaster sit Blik bliver Landskabet mangfoldigt, hvad han tager ind i sin
Begejstring — Planter eller Mennesker — fyldes af Livsens Aande. Et
glimrende Eksempel paa denne hans Evne til at besjæle Naturen er det
dejlige Digt om „Den jyske Lyng."
Her har jeg staaet i tusinde Aar,
sust for de S’ægter, der svinder og kommer,
nikket Goddag til den brydende Vaar,
viftet Farvel til den hastende Sommer,
Regnen og Haglen har kæmmet min Lok,
Vindene spredte mit rødlige Bioster,
medens langs Bakken den stinkende Brok
luskede hjem til sit blindfødte Foster.
Eller læs et Digt som „Jylland" der bugner af Liv selv naar det er
et fattigt Hedelandskab, der oprulles for os.
Det lufter i Lyng, og det ringler i Rug,
det sprager i Agrenes Straa;
højt Skyerne drejer den dampspændte Bug
og skygger en Stund for det Blaa.
Vildt Bierne tørner om Husmandens Gavl
mod Kuben bag Grønkaal og Løg.
I l’dflyttergaard
mod Porthjaldet slaar
et Ekko af rimmende Øg.
Er dette nu paalidelig^ Baade ja og nej. Naturligvis lindes de
enkelte Ting, der er nævnt, i den Virkelighed, han har haft for Øje, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
