Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Digt og Sang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
436
Digt og Sang
nemlig fra Oehlenschläger. Den mærkes af og til i Koloriten („Hult Aaen
klunker ved Midnatstide") og i visse Tillægsord som „huld" og „bly",
Maaske er den saa forholdsvis lidet fremtrædende, fordi den i højere Grad
end nogle af de andre falder sammen med det dybeste i Forfatterens
eget Væsen. Skulde man nemlig bestemme Aakjærs Digtertemperament ved
at henføre ham til et enkelt af disse Forbilleder, da blev det utvivlsomt
Oehlenschläger, han kom til at staa nærmest. Han ligner ham i sund
og naiv Indbildningskraft, i jævn og kærlig Virkelighedssans, i bred og
stærk Følelse. Som Oehlenschläger er han naiv undertiden banal som
Aand. I hans Sjæl er der den Simpelhed, der skal til for at tale i
Naturens Navn. Men i og for sig faar man slet ikke det virkelige Maal
for, hvor dybt han bunder ved at maale med Tankens Alen. I Kraft af
sin rigttonende Sundhed naar han dybere som Digter end som Aand.
Men sikrere end ved alt andet minder han om Oehlenschläger ved den
Romantik, hvortil hans Besjæling af Naturen fører. Det er i Virkeligheden
hele den romantiske Naturtilbedelse, der dukker op igen. Naar man læser
hans Digt „Kilden" kunde man ret vel tænke sig et Aarhundrede tilbage
i Tiden.
Jeg bliver saa glad ved mit eget Spil,
ved Røsten fra Jordens Indre,
og Sivet paa Bredden nikker dertil,
og rødlige Stjærner tindre.
Saaledes vil det altid gentage sig, at de samme Kræfter søger
lignende Udtryk.
Saare betegnende for hans Talents næsten organiske Art, er den
aabenlyse Maade hvorpaa disse Indflydelser afspejler sig uden at skade
Indtrykket af hans Originalitet. Tag f. Eks. „Jylland:" i første Vers
Salmedigtningen, i tredie Grundtvig („ blankhorncde Høvder paa ravgullig Taa")
i ottende Drachmann („Til min Mor"), i niende Ambrosius Stub, og
ikke desto mindre det hele saa utvivlsomt Aakjærs og hans ene og alene.
I det lille Vers af „Kilden* ligger der maaske tillige en anden Side
af Romantikens Aand skjult, nemlig den dybe Undren overfor Geniets
Umiddelbarhed, dets hemmelighedsfulde Virken og uvilkaarlige
Aaben-buren sig. Det er en Følelse der naturligt indfinder sig, hvor Talentet
arbejder instinktivt og som visse Perioder derfor har saare let ved at
værge sig imod.
Det er næsten uundgaaeligt, at man bag Naturbilledet ser Digteren;
thi som ingen anden i dansk Lyrik synes hans Talent en Naturmagt, en
Strøm, der med Pludselighed og Uudtømmelighed vælder ud fra den
Stilhed og det Mørke, hvorfra al virkelig Digtning kommer.
Harald Nielsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
