Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene
511
tællingen „Et Gensyn", som egentlig skulde have været optaget i et Bind
Noveller, hvoraf Forlaget kun vovede at udgive denne ene. Det var en
Nutidshistorie fra Provinsen og tilsyneladende ikke anderledes end andre
af samme Slags. Men der var i alt Fald ét Sted deri, der var ganske
forskelligt fra hvad man ellers dengang plejede at læse.
Det er en Mand, der fortæller om sin Fader. At der var en Nøddegang
i Haven ved hans Fødegaard, hvor Faderen plejede at gaa hver Morgen
ved Solopgang i sine egne Tanker; han troede nok, han holdt Bøn, skønt
han aldrig hørte ham bede. Naar et af Børnene havde noget paa
Samvittigheden, søgte de ham, skønt aldrig uden Angst og Bæven, derude i
Hasselgangen. Der var då noget vfst og naadigt over ham, som flk dem
til at tænke paa Vorherre, og naar Drengen om Aftenen saa Faderens
Fodspor i den altid rene og frisk revne Havegang, syntes han, at det
var Sporene af Gud i Paradisets Have. — Men man skal helst læse
Stedet selv med Jakob Knudsens egne Ord for at se, hvad det betyder.
Det er en Opdagelse, her foregaar, af en egen Slags. Ikke af noget
ydre; det er ikke ved sine Skildringer „fra Jylland" eller „fra Provinsen",
at denne Forfatter har faaet sin Betydning i den nye danske Litteratur.
Det er i alt Fald ikke det, der er det væsentlige i hans Kunst. Men
denne Hasselgang med Faderens Fodspor, dette lønlige Sted i Sjælen med
Sporene af Gud — der er det, at Jakob Knudsen har hjemme. Det
er hans Bige, som man siger, denne Edens Have, hvor Mennesket er
ene med sin Gud som ea Søn med sin Fader. Og fordi det var saa
længe siden, nogen i den danske Kunst havde været paa dette Sted,
studsede man derved, og nogle mente, at nu kom der en ny Kunst. Der
var kommet et nyt Menneske, som med fuld Troværdighed havde sagt
en gammel Ting paa sin egen Maade.
Hvad der slog ogsaa dem, der selv kendte lidet eller intet til
saadanne Følelser, ved Jakob Knudsens Religion, var dens Tryghed og
Oprindelighed, Adamfølelsen deri. Hvad han ikke havde kunnet faa frem,
da han talte om Cromwell, det kunde han sige nu, da han talte om sin
egen Fader (som han naturligvis gør paa det omtalte Sted i sin
Fortælling). Sjælden er det simple og grundmenneskelige Gudsforhold,
Sønne-følelsen over for Gud, Pieteten, sagt saa ligefrem og med en saadan
oplevet Myndighed som af Jakob Knudsen. En har følt det, mere
frygteligt end han, men ikke mere naturligt, Søren Kierkegaard: „Hvad er
skønt som Pieteten? Menneskene lære, at det bør sig Sønnen at elske
Faderen, det forstaar jeg, og derfor finder jeg det ret, hvad Cicero siger,
at Sønnen altid har Uret mod Faderen, og det er jo netop Pieteten, der
lærer mig at tro dette, lærer mig end ikke at ville gennemtrænge det
skjulte, men heller forblive skjult i Faderen." (Saml. Værker VI, 46).
Jakob Knudsens Kristendom ligner Søren Kierkegaards, deri, at den (i
Modsætning til Grundtvigs) er uden Moderlighed. Det er „Pieteten", den
ubetingede Lydighed imod Faderen, der har „lært dem at tro".
I alt, hvad Jakob Knudsen senere har skrevet, er der en saadan til
Religion bleven Pietet, et saadant lønligt Sted, hvor Mennesket bliver ene
med sin Gud. Til dette Sted sigter alt andet — Sporene peger imod
Hasselgangen. Menneskene skal lære, som det gaar med de afgørende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
