Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene
513
Sindsbevægelsen Böotisk. Erasmus fra Rotterdam talte som andre
Humanister Latin paa sit Dødsleje, men da det var paa det yderste, sagde han
Liever God! paa Hollandsk. Det vilde maaske have faldet Hr. Mantzius
svært at sige: Gud i Himmelen! med den Tilforladelighed, hvormed han
nu siger: Gu’ i Himlen!
Lige meget, det var udmærket Kunst. En Kende mere
ungdommelig og pyntelig, mere velkonditioneret og fast i Holdningen, end helt
naturligt for denne fem og fyrretyveaarige, flenskallede Jnnker, der ogsaa i
det ydre har nogle Spor af sit løse Ungkarleliv. Men en helt ægte Figur
var det og helt germansk — Hr. Mantzius’ Kunst er ellers baade hos
Shakespeare og Holberg og i det moderne Skuespil mere gallisk i Stilen
— lige til det flakkende Blik i de blaa Øjne. Et rigtigt Drengeblik var
det. Hr. Mantzius var i sidste Akt ikke uden videre et Barn, men
en Dreng (man syntes næsten man kendte den forhenværende
Matros-dreng igen), der hænger ved Faderen med Øjet som Hunden ved
sin Herre.
Hr. Jerndorff spillede den gamle Præst, som ofte før i lignende
Tilfælde, fordi ingen anden fandtes, der var nærmere til det. Hr. Poul
Nielsen skulde rigtignok have hafl Rollen, men blev syg og maatte afgive
den; det er usikkert, om han havde kunnet spille den bedre. Det er en
Ære for Hr. Jerndorff, at han i saadanne Opgaver, fordi han har Smag,
kan bøde paa, hvad han ikke har af Natur. Det er let at se, hvad han
mangler. Julius Lange plejede for at betegne Thorvaldsens græske
Figurer at sige, at de manglede, hvad Grækerne havde: dette deinon, som
de kaldte det og som vi med et utilstrækkeligt Udtryk kalder „det
imponerende". Der maa være noget af dette over den gamle Præst. Han,
hvis Væsen er Pietet, vækker selv denne Følelse hos andre, alene ved
sin Personlighed. Han er saadan beskaffen, at man føier Lyst til at sige
Fader til ham, bøje sig, ja knæle for ham. Han gør virkelig paa en
Maade et frygteligt Indtryk (som det græske Ord, raat oversat, betyder).
Der siges i Romanen om ham, at hvad han saa siger, og hvor uenig
man saa synes man maa være med ham, saa har hans Ord den Magt,
at de er Virkelighed og alt det andet bliver til løs Tale. Det er virkelig
en frygtelig Magt i en Personlighed. Det er ganske tydeligt, at
Forfatteren af „Den gamle Præst" har mødt den religiøse Pietet i Livet i en
saadan Skikkelse, paa denne tvingende Maade, med netop dette „deinon"
i Personligheden — i Øjnene, hedder det et Sted i „Ghristelige Foredrag"
(S. 82) — som Oldtidens Grækere vel har fundet i Fidiases Zeus, og som
vore Fædre fandt i det grundtvigske Ord, der i de rette Trosheltes Mund
skaber Liv og sætter Virkelighed, hvor andre kun kan høre Ord og Løs
Tale. Af Folk, der er hjemme i grundtvigske Kredse, vides det i øvrigt,
at Forbilledet for Pastor Castbjerg er en endnu levende, gammel
grundtvigsk Præst, hvis Personlighed og Tale har en saadan Virkning paa mange.
Foruden dette skulde den gamle Præst ogsaa gerne have sine
særegne Ejendommeligheder eller Særheder, der betegner ham som det, han
er: en gammel Landsbypræst; ikke blot det rødtærnede Lommetørklæde
og Snustobaksdaasen (som vel i øvrigt nu begge Dele hører hjemme i et
Stiftsmuseum), men en Holdning, som man vilde finde aparte paa Øster-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
