Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
514
Teatrene
gade. Han maa gerne se ud, som om han sagde Bu! og vilde stange
Københavnerne. Men Hr. Jerndorff kan slet ikke sige Bu! (end ikke som
Jeronimus i „Erasmus Montanus"), og ingen Københavner vilde vende sig
om efter hans gamle Præst paa Gaden. Man vilde tage ham for en
Rigsdagsprovst eller et højkirkeligt Medlem af det kirkelige Udvalg.
Hvad Hr. Jerndorff især flk frem, var det smukke og rene, der
ogsaa er i denne Figur. Det var ikke helt hen i Vejret, der før blev
nævnet Thorvaldsen. Der er virkelig en Smule græsk i denne
Kristendom ligesom i Thorvaldsens Kristus. Den gamle Præst har megen Sans
for Harmoni; derfor er det, at Opvækkelsesrabalderet saarer ham saa
meget, fordi det bryder kønne gamle Former. Det er ham, der taler saa
pænt om den rene Luft paa Søttrup og om de Adelsmennesker, der bor
der, „skøngode Folk", som Grækerne vilde sige, mens han om Sognefogden
og Væveren og Pastor Jensen uden lang Præken siger: Pas paa dem, det
er grimme Mennesker! Det er det, de rigtige
Gedebukke-Grundtvigianere kalder „æstetisk", naar de vil være behagelige.
Saaledes virkede ogsaa Hr. Jerndorff i sidste Akt ved en ren
Simpelhed og ganske naturligt (med Undtagelse af en meget stiv
Teaterovergang, der ståk slemt af til Ordene, paa Replikken: „Men forstaar De da ikke,
at Jesu Lov er en levende Lov?") uden noget Forsøg paa at affektere en
Mægtighed, han ikke kunde give. En kort Bøn, et Par foldede Hænder
og til sidst, naar Tæppet gik ned, et langt Rlik ud i Solnedgangen føltes
her som tilstrækkeligt. — Harmonisk, som om en Kunstner af
Thorvaldsens Skole havde skullet fremstille en grundtvigsk Kristus.
Men at saadant nu kan ses paa Teatret, er Tak værd. Da den gamle
Præst rykkede sin Stol hen til Grevens med det om Firsernes
Ægteskabs-opgør mindende Udtryk: „Fred vil vi have i Stuen, før vi tager fat paa
dette" — smilede man ved Tanken om, hvad det var, der nu skulde
„tages fat paa."
Lige saa gode var paa den anden Side de „grimme Mennesker",
Sognefogeden, Væveren og „Pastor" Jensen. Man følte virkelig legemligt
Ubehag, Væmmelse ved at se dem.’ Man kunde se paa denne Væver,
at han lugtede af doven Sved. Og da Pastor Jensen i sidste Akt i sine
sorte Klæder, sortskægget, men hvidt smilende, ligesom slimede sig ind
paa Greven og lagde sin sorte Allunshandske paa hans Skulder, følte
man Snegleskræk som Axel for Sortebroder Knud i Tragedien.
Mest ægte var Hr. Lars Knudsen (Forfatterens Broder) som
Sognefogeden. Der er den Forskel paa Væveren og Sognefogeden, som begge
to er Produkter af Andeistiden, flyttede fra deres naturlige Arbejdsmark
ind i en ny Kreds, af offentlige Tillidshverv og Kontorforretninger, og
ligesom slaaet fra Naturen, at Væveren er bleven tyk og fed deraf, men
Sognefogeden magrere og magrere, ligesom der er nogle Dyr, der bliver
fede af at staa paa Stald, men andre magre, som Racen er til. Dette
Præg af et utriveligt Kreatur var til Fuldkommenhed udtrykt i Hr.
Knudsens Sognefoged: den skæve Skikkelse paa de tynde Ben, de ikke rigtig
udsovede Øjne, den sprukne, ærgerlige Stemme, hvormed han afknirkede
sine Avisfraser — det var tydeligt nok et Menneske, der var forladt af
Middagssøvnen. Og saa var hans Sprog, Dialekten, saa ægte, at man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
