Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Emil Hannover: Adolph Menzel. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Adolph Menzel
539
Kyrasser-Regimenterne var brune med Undtagelse af Trompeternes,
som var hvide. Han kom til fuldstændig Klarhed over de tretten
Regimenters tretten forskellige Mønstre paa de guldstukne Bordurer
om Halslinningerne. Han fik sig noteret, hvormeget en Standart
i hine Tider vejede; han maatte, mente han, nødvendigvis vide
det, for at Standartbærerne i hans Fremstillinger kunde gøre
Indtryk af at bære just den rette Vægt. Han tegnede detaillerede
Studier af Knapper, Kaardehæfter osv., gjorde Projektionstegninger
paa Skrædervis af Uniformerne, og navnlig Frederik den Stores
efterladte Garderobe opmaalte han paa Kryds og tværs for at
danne sig sikre Forestillinger om Kongens Statur paa hans
forskellige Trin af Alder. Men den Bog, han skulde illustrere,
fortalte jo ikke blot Kongens Historie fra Vuggen til Dødslejet; den
fortalte tillige om hundreder af mere eller mindre vigtige Personer,
der spillede en Rolle i Kongens Liv. Han ransagede da og tegnede
alt, hvad han kunde finde af gamle Portræter i Kobber, Pastel og
Olie, og hvor det skortede paa et Portræt, søgte han efter
samtidige litterære Beskrivelser. Endda var alt jo langt fra gjort med
Menneskene og deres Klæder; ogsaa Omgivelserne, hvori de havde
levet, maatte han have med. Derfor gav han sig til at studere
Rococo-Arkitektur, udvendig og indvendig, og al Slags samtidig
dekorativ Kunst. Han levede sig hjemme i Slottene i Berlin og
Potsdam, hvis Stil sluttelig blev ham det Sprog, paa hvilket han
letteligst gjorde sig forstaaelig.
Paa det Spørgsmaal, hvad han mente om Menzel, skal
Böck-lin have svaret: „Der ist ein grosser Gelehrter." Nuvel, det
var han, og det kan ikke undre, at en Fantast som Böcklin havde
ondt ved at se andet i ham. Men Sandheden om Menzel er ikke
udtømt med det ene Ord, at han var en Lærd. Hans Iagttagelse
nøjedes ikke med at ytre sig konstaterende og refererende paa den
videnskabelige Iagttagelses Vis; den ytrede sig tværtimod gnistrende
af Aand, reflekterende, filosoferende, hyppigt endog symboliserende.
Dens Ytringsform var udpræget epigrammatisk, og havde den en
Fejl, var det snarere den at være altfor tilspidset end altfor flad.
Sandheden om Menzel kommer man nærmere ved at sige, at han
i sin Art var en af de aandrigste Kunstnere, der nogen Sinde har
levet; det stundom lidt trættende ved ham, navnlig i hans senere
Arbejder, beror netop paa, at han ikke kunde holde Maade med
sine Indfald, at han stadig snakkede med, snart ironiserende, snart
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
