Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Emil Hannover: Adolph Menzel. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Adolph Menzel
547
og Franz Benda ved Bratschen, bereder sig til at falde ind paa
ny; i Baggrunden og til Siderne staar og sidder Tilhørerne og
Tilhørerinderne, mellem de første Grev Gotter, Baron von Bielefeld,
Maupertuis og Quanz, Kongens Lærer i Fløjtespil, mellem de
sidste Kongens Søster Prinsesse Vilhelmine, Grevinde Camas og
Prinsesse Amélie. Kongen er med Liv og Sjæl ved sin Kadence, men
nogen Overbærenhed har Spillet dog vistnok behov at dømme efter
de Omkringværendes Udtryk. En — det er Maupertuis — kiger
op i Loftet, som tænksomme Folk gør det, naar de er adspredte og
dog gerne vil synes interesserede. En anden, Bielefeld, stikker Hagen
frem og smiler affabelt, som servile Folk gør det, naar det er dem
magtpaaliggende at vise sig behagelige. En tredie, Grev Gotter, gemmer
godmodigt sin Ironi i sin dobbelte Hage. Der er foruden Kongen
kun to, hvis Tanker er rigtigt nærværende ved Spillet. Den ene
er Quanz, der er gaaet afsides fra det øvrige Selskab og staar
lænet til Væggen med Hænderne paa Ryggen og sænket Hoved,
tydeligt nok lidt trykket af Lærerens Ansvar for Elevens Præstation;
den anden er Prinsesse Vilhelmine, der hælder sit Hoved i Ømhed
for Broderen og er ubegrænset Beundring for alt, hvad han
foretager sig. Men Ord kan kun antyde, ikke beskrive Finheden,
Skarpheden, Sandheden i alle disse Udtryk, som ikke indskrænker
sig til at indeholdes i Rækken af Billedets Hoveder, men hvoraf
Konsekvenserne er dragne lige til den store Taa hos hver eneste
af alle dets Figurer. Ord kan ogsaa kun antyde, ikke fuldt
forklare, hvorfor atler her Figurerne ved første Øjekast snarere virker
som sete af en samtidig end som de Rekonstruktioner, de i
Virkeligheden er. Her, som i „Tafelrunde", beror Fiktionen naturligvis
i første Række paa Menzels enestaaende Stof af Studier, paa hans
komplette Kendskab til Tiden. Men her, som hist, synes mystiske
Magter at have staaet ham bi, Aanden, som han har paakaldt, at
have været virkelig over ham. Saa meget af Stemningen fra
længst forsvundne Dage har hverken før ’eller siden nogen kaldt
tilbage.
Naar Miraklet alligevel ikke er fuldstændig fuldbyrdet, naar
disse Billeder allerede i det første kritiske Krydsforhør røber, at
de ikke skyldes en samtidig af Frederik den Store, men en
Kunstner fra det 19de Aarhundrede, saa beror dette for det første paa,
at saaledes som Menzel malede, malede ingen i det foregaaende
Aarhundred. Hans Realismes Uforsonlighed, hans næsten
forbitrede Kamp for at gaa Karakteren i Tingene paa Klingen, Falke-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
