Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Albert Dam: Slud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
570
Slud
inde i Gaarden var alt sammentrængt af Graahed; men
Husmøn-ningernes Firkant ragede ovenud af Mørket og videde sig ud.
— Den øverste Halvdør i en af Længerne gaar langsomt op,
og ud strømmer en hyggelig, lun og dæmpet Støj af Køers
velfornøjede Gumlen blandet med Raslen af Halm, Horns Slag mod
Planker, smaa Stamp i Grunden og Jern, der gnides mod Jern
med smaa, hensynsløse Ryk.
Men i Døraabningen er Overkroppen af en Skikkelse.
Staldlygten, han hölder i Haanden, kaster et famlende Lys ud over vaade
Brosten og Vandpytter med smaatoppede Bølger som paa et
Vadskebræt.
Lyset stjæler sig op mod hans Ansigt; det er ungt og
skægløst, af en atten-nittenaarig Bondekarl.
Nu viger Lygten tilbage; en Arm rækker over Døren, famler
ned, og Døren gaar op ind imod ham.
Han kniber sig om dens Kant og trækker den i efter sig med
en ti-æg Langsomhed, som En, der gaar med et Væld af blundende
Tanker.
Lygten hænger svingende i venstre Haand, og han strækker
den anden ud for at trække den øverste Halvdør i.
Da kommer et frisk Vindstød gennem Porten; Regndraaber
smækkes mod Vinduesruder, Vinden farer hen langs Huset, drejer
svøbende om, og Lygten gaar ud.
Han holder endnu højre Haand paa Dørklinken.
„Hvad var det nu, han skulde ind efter?" spurgte han sig
selv halvhøjt for at vække sig, medens han stod og slingrede i
Blæsten.
„Naa!" — han skulde til Dans i Aften; han vilde gaa over
og hente sit nye Tøj — —
Men de halvbevidste Tanker arbejdede spontant og stærkt
nedenunder; Haanden slåp Klinken og faldt hvilende ned paa
Halvdørens Kant, og nu stod han der med ludende Hoved,
skrumpet sammen i Mørket.
– — — — For et Aar siden var det, han første Gang saa"
sin Fader saa helt udtæret elendig og pint i Ansigtstrækkene.
Dermed var det begyndt.
Vinteren igennem hans Skranten, som ingen anden lagde Mærke
til, som han selv ikke helt forstod, men som slog ham en Gang
imellem med et bankende Stød af en blodtung Anelse.
Da hans Død kom i Forsommeren ved en hastig Lungebetæn-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
