Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Erdmann: Stendhal-Beyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stendhal-Beyle
583
dommelig, et Folk med livlige Hjerner, udpræget Smag for Ideer
og hvad Franskmænd kalder Malice. At narre sig selv eller lade
sig narre er en stadig Frygt hos Dauphinéboen. Det gør ham
unødvendigt mistænksom og giver ham Udseende af at være paa sin Post.
Faderen, Joseph Chérubin Beyle, var Parlamentsadvokat i
Grenoble, og da Moderen, af italiensk Afstamning, døde — Drengen
var da syv Aar — tog han i Arv hendes Følelsesfuldhed, hendes
Dilettantisme og Energi. Det var hans tidlig udviklede Sensibilitet,
i Forbindelse med den uden Tvivl fra Faderen nedarvede
Ustadighed og Lyst til Omskiftelser, som lod ham finde sin Stilling i
Hjemmet endnu mere trykkende, end man gjorde ham den. Af
Chérubin, Forbilledet til Beyles Fædre i „Le rouge et le noir" og
„La chartreuse de Parme", en indesluttet, gærrig og streng Herre,
men tillige en lidenskabelig Kvindeelsker, og af en Moster, i hvem
Faderen havde forelsket sig, en, trods sin Fromhed og Skønhed,
falsk og ubehagelig Dame, blev nu den moderløse Drengs Natur
saa at sige lagt paa Pinebænken. Trods sin Følsomhed yderst
haardnakket, lærte han under Trykket af denne Opdragelse, om
ikke at kue, saa dog at forstille sig. Hans Mistænksomhed blev
Mani, hans Frygt for at blotte sig sygelig. Hans Temperament
gjorde Oprør, og skønt fra først af Katolik og Royalist,
forvandledes han, men ikke lige straks, baade til Ateist og Republikaner.
Hans bedste Minder fra disse Ungdomsaar er knyttede til
Moderens Familie. Til den fint dannede Morfader, skeptisk
Vol-tairianer og Ironiker, og tillige en Psykolog, af hvem han lærte at
udtrykke sig korrekt og klart. Til den frivole og letsindige
Morbroder, en Kavaler som slugte Romaner, dyrkede Grenobles
Skønheder, og da Ynglingen rejste til Paris sagde: „Bedrager en
Kvinde dig, saa erklær en anden din Kærlighed, selv om det skulde
være en Kammerjomfru, men inden Døgnet er omme". Og til en
elskværdig, om end overspændt Grandtante, som beundrede Cid.
Her, i disse Menneskers Kreds, lærte Beyle Italien at kende.
Og saa, Dagen efter den 18de Brumaire, i November 1799,
holdt han sit Indtog i Seinestaden med det Fond af erotiske
Erfaringer, de Følelser og under de Omstændigheder, som møder os
i „Le rouge et le noir", i Skildringen af Julien Sorel. Familien
de la Mole i samme Fortælling er Familien Daru, hvis ældste Søn,
Generalsekretæren i Krigsministeriet, Pierre Daru, ansatte Beyle i
sit Kontor. Han kom vod Pierres Hjælp til Italien. Og den
Stemning af overstrømmende Glæde, som beherskede Fabrice del
39*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
