Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Erdmann: Stendhal-Beyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stendhal-Beyle
589
klarsynet og klart tænkende. Er man tillige allerede af Naturen
udstyret med Psykologens Nysgerrighed — og denne var Beyle
medfødt — glemmer man Saarene — af Nysgerrighed. Man bliver
netop paa Grund af eller paa Trods af en Følsomhed, der ikke
altid er Hjertets, en raffineret, fintfølende Psykolog.
Dette er Beyles Historie. Han dissekerer alle, han møder.
Og som Forfatter skærer han saa dybt og saa godt i de
menneskelige Individers Sjæleliv, at alt andet bliver ham ligegyldigt —
Fablen, Naturen, Milieuet. Det er en Sammenhobning af Begivenheder,
af Iagttagelser, af de mest haarfine Analyser. Hans Rejser, hans
filosofiske Læsning, hans Menneskekenskab, hans tyske, russiske
og italienske Felttog — en hel Udstilling af Racetyper — gør hans
Blik kosmopolitisk og lærer ham at se, at Italieneren f. Eks. føler
og tænker paa en hel anden Maade end Tyskeren, Russeren og
Franskmanden — kort sagt, han opdager Racepsykologien ved
Studiet af de forskellige Folk; han ser, i hvilken Grad æstetiske og
moralske Idealer veksler efter disse Folks Temperament, hvor alt,
med ét Ord, er relativt. „Mon opinion n’est probablement que
L’expression du temperament que le hasard m’a donné.*
Men Beyles Sensibilitet og Mistænksomhed mod alle ydre
Indtryk, imod alle andre Mennesker, forgifter hans Natur og udmunder
i en ængstelig Selvrefleksion. Han føler sig stadig paa Pulsen.
Denne hans Vane lammer alt, hvad der er "oprindeligt og
umiddelbart hos ham. Det er den altfor klarsyntes Mistro, en
Analyse som sporer Bedrag og Falskhed ogsaa i den øjeblikkelige
og mest inderlige Lidenskabs mest betagende Rus. „Værst af alt
er det," siger han, „naar den Erfaring, man har om Kvinderne,
faar Kærligheden til at stivne af Frygt for at bedrages."
Men paa samme Tid som Selvanalysen hindrer os i at nyde,
saa ofte vor ophidsede Hjerne kræver det — Vanskeligheden ved
at finde Nydelsen gør den mere efterstræbt og lader den
fremtræde endnu større i Fantasien — paa samme Tid kan den hos
stærkere Naturer forøge Følelsens Styrke, naar det lykkes at dræbe
Tvivlen.
Bourgets Helte magter det ikke. Børn af en Tid uden Jern i
Blodet, ser de, hvorledes Livets, Kulturens, Fremskridtes Drivfjeder,
Handlekraften, gaar under, og det er Selvrefleksionen som dræber
den. Beyle og hans Mennesker har det Jem, som Bourget og hans
Helte savner. Deres Selvanalyse er en Ulykke — ja den er en
Naturbrøst, som piner dem — men den forøger Nydelsens Kunst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
