Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Erdmann: Stendhal-Beyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stendhal-Beyle
591
Alt dette er Beylisme. Men mer end andre Steder blotter
Beyle sig i Julien Sorel (Le rouge et le noir) og Fabrice del Dongo
(La chartreuse de Parme), begge Romaners Helte. Fabrice har
den ungdommelige Kraft og Lidenskab fra Napoleons — og fra
Beyles — Jubelaar, og hans Liv i Italien er, naar men afklæder det
Romanens Fiktioner og Prydelser, et Stykke af Beyles eget Liv.
Det gælder i Særdeleshed Erotikken. Og hvad Julien angaar, saa
giver han os mere af den Mattelsesperiode, som indtraadte med
Napoleons Fald.
Beyle havde selv oplevet den s. k. Restauration, Bedriftens og
Energiens Død. For ham indeholder denne ny Tid en
Omvurdering af alle Livsværdier, ja, en hel Generations Bankerot. Men
han var stærk nok til at finde sig selv, og han omstyrtede ikke
sine Guder. Han gav dem et Fristed i sine Drømme, dybt inde i
sin Sjæls Helligdom. Trykket udefra nærede dem.
Herfra stammer den overdrevne tilspidsede Form, hvori han
klæder den Dyrkelse, han yder dem — ikke mindst Fangen paa
St. Helena. Og herfra den Ironi, med hvilken hans Helte, selv
naar de antager Restaurationens Farve, skarpt hudfletter dens
Øjemed.
Fabrice er selv med ved Waterloo. Baade han og Julfen elsker
Napoleon med en Beyles utæmmede Glød. .Dette skæbnesvangre
Minde," siger Julien, „hindrer os evigt i at være lykkelige." De
fødes saa at sige til Krigere. Og den eneste Vej for deres
umættelige, alt slugende Ærelyst bliver paa Restaurationens Tid Kirken.
Fabrice del Dongo begynder som Officer, men ender som
Ærkebiskop. Julien optræder med en hemmelig Græmmelse i „ce triste habit
noir". „Ak," siger han, „20 Aar tidligere vilde jeg have baaret en
Uniform. Dengang var en Mand som jeg falden eller han var
General i 36 Aars Alderen."
Le rouge, det er Krigens Poesi, Napoleon, Ilden, Kraften,
Lidenskaben; le noir, det er Freden, Bourbonerne, de sorte
Kappers og de lysrædde Diplomaters Plyndring af en efter den
napoleonske Verdensbrand udslukt og mørk Ruin.
Præster, Hyklere, Diplomater — der er ogsaa hvad Beyles
Helte bliver. Det er den eneste Bane, paa hvilken de kunde søge
den Lyksalighed, den Fryd, den Livets Rus, hvorefter de, som det
passer sig for Beylismens Bekendere, stræber med en forfærdende
Konsekvens. De hader eller foragter Midlet — Sagen og Menne-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
