Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Erdmann: Stendhal-Beyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
592 Stendhal-Beyle
skene de tjene — og Juliens Erobring af Mathilde de la Mole er
den revolutionære Opkomlings Hævn.
Er Fabrice Naiviteten og Overmodet hos Beyle, den blinde
Jagt efter det umulige, saa giver Julien os hans Selvrefleksion,
hans amour de téte, hans Ærgerrighed, hans til en raffineret
Egoisme opdrevne Energi i Jagten efter Lykken.
At søge efter Lykken for Menneskeligheden, for alle —
var det 18de Aarhundredes Drøm. At jage efter Lykken af
egoistisk Begær efter selv at nyde dens Frugter, bliver den 19de
Sekels Parole. Denne Søgen bliver til Jagt, og Jagten til en
forbitret Kamp for Livet. Beyles Egoisme munder konsekvent paa
den ene Side ud i Darwins „struggle-for-life", paa den anden i en
paa én Gang moralsk og æstetisk, naturlig eller kunstlet
Selvhævdelse — i, for at bruge et moderne Udtryk, aristokratisk
Radikalisme. Beyle var en Nietzscheaner for Nietzsche.
„L’indépendance," siger Delacroix, „a pour conséquence
l’isolement." Beyle kendte sin Isolering. Derfor skrev han, som
han jo selv siger, maaske i saaret Egenkærlighed, blot for the
happy few. Men Beyle havde ogsaa Viljen og Kraften til at
gøre, hvad man nu — i det mindste paa mange Steder — priser
som en "Fortjeneste, en Dyd. Han og hans Helte, Fabrice og
Julien, levede, uden at tage Hensyn til, hvad de andre tænkte og
troede paa, efter den æstetiske og moralske Bibel, som de selv
skrev sig.
III.
En Decemberdag i Aaret 1833 lagde George Sand og Alfred
de Musset blandt Passagererne paa Dampskibet paa Rhönefloden
særlig Mærke til en fed Mand, kraftig og godt bygget, med tyk
Hals, kolossalt rundt Hoved, kruset, ja lokket Haar og med et
tæt Randskæg. De store, under en Skov af Øjenbryn halvt skjulte
Øjne funklede kolde og gennemtrængende; Munden med sin tynde
Overlæbe, sine fint skaarne Rynker ved Mundvigerne var paa én
Gang ironisk og skælmsk. Hele den i en Kappe indsvøbte Figur
gjorde næsten Indtryk af en Dommer, vant til at ransage
Forbrydere, af et Menneske, som har gravet for dybt og for længe
i Sjælens inderste Hemmeligheder til at have sin Optimisme uskadt,
og som Følge deraf i enhver saa’ et Undersøgelsesobjekt af Interesse
— med ingenlunde skønt Indhold.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
