Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Erdmann: Stendhal-Beyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stendhal-Beyle
593
Da Kaptajnen ikke vovede at fortsætte Rejsen før næste Dags
Morgengry, maatte Passagererne tilbringe Natten i et lille Værtshus
ved Stranden. Og her blev under det fælles Aftensmaaltid den
tykke Mand saa løssluppen, at han ikke alene konverserede med
et sjældent Talent og Esprit, men endog dansede nogle Trin.
George Sand blev interesseret. Musset, der blev grebet af den
originale Scene og forbavset over den drukne Sladdermager, tog
et Papir og tegnede ham af og skrev underneden Henri Beyle.
Ni Aar senere døde Modellen til Alfred de Mussets Portræt.
Og da Pressen berettede om hans Bortgang, kaldtes Beyle
„Monsieur Bayle", kendt i Litteraturen — hed det — under Navnet
Frédéric Styndall.
Det var vel en Forudfølelse af, at Samtidens Mennesker ikke
skulde forstaa hans Arbejder, som lod Beyle nedskrive denne
Sætning: „Je serai compris en 1900" eller gav ham Haab om at blive
læst saadan ca. Aar 1880.
I vore Dage er Beyle et Navn, som enhver dannet
Litteraturven ofte og gerne mindes, og som han af og til — hvad han end
læser — ufrivillig maa nævne.
Han maa nævne ham, naar han tænker paa Merimée, denne
ordknappe Ironiker, som hader den klassiske Retorik og sætter
Virkeligheden højere end al Lyrik — paa Merimée, som
forherliger primitive Sæder, vilde, oprindelige Lidenskaber, men skælver
som en moderne Nervepatient under en staalblank Stils Panser.
Eller naar han tænker paa Taine, hvis hele System, der af
Mesteren anvendt med en Genialitet, lige over for hvilken
Protesterne forstummer, i sidste Instans har sin Oprindelse i Beyles
originale, men slet ikke systematiske Ideer. Han indbilder sig at
kunne finde tilbage til Kilden, af hvilken Taine har hentet sine
Impulser, sin Teori om Klimaets og Folkeracens Indvirkning paa
det aandelige Liv og dets Produkter, sin Kunstfilosofi, sit
Napole-ons-Portræt, sin maleriske Skildring af Renæssancen, sin Dom
over Racines Teater, sin Forkærlighed for Lidenskaberne, det
utæmmede, for alt som er Instinkt og Temperament, og sin
bekendte Lov: „Le vice et la vertu sont des produits comme le
vitriol et le sucre". Ja, maaske kunde man være kættersk nok til
at tvivle paa, om en hel Del af de i Taines Værk mest slaaende
Billeder i det hele taget kunde have formet sig uden Beyle, saa
mættede af Beylisme er de. Og i Zolas, i Barrés’ Dyrkelse af
Menneskedyret, d. v. s. Mennesket som Naturvæsen, frigjort fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
