Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Erdmann: Stendhal-Beyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
594
Stendhal-Beyle
alle baade Naturens og Samfundets opdragende og hemmende
Baand, vil man, ligesom i Rækken af Litteraturens Egoister, for
hvilke intet er helligt og beundringsværdigt uden den Gud, som
hedder Jeget (se Bourgets Le Disciple), konstatere en Beyles
Indflydelse. Maupassant og Daudet møder Beyle, hvor fremmede de
i øvrigt er ham, i Tegningen, den ene af Menneskedyret, den anden
af Aarhundredets Egoist. Og en Forfatter, endnu mere ulig Beyle,
Anatole France, har skrevet Sider, som meget godt kunde
forsvare sin Plads i dennes italienske Krøniker.
Beyles Spaadom er gaaet i Opfyldelse. Men i Stedet for at
vente til 1880 begyndte man allerede i 1850eme at læse og
kommentere hans Bøger. Da La chartreuse de Parme blev
offentliggjort, ofrede Balzac ham en Studie, som aandede udelt Sympati.
Og Triumf blev det 1854, da Sainte-Beuve, den s. k. psykologiske
Kritiks første Mester i Frankrig, skrev i Anledning af det samme
Aar udgivne Oplag af Beyles Værk: „C’est autour de lui et de
son nom comme une renaissance". Ti Aar senere offentliggjør Taine
sin bekendte, kritiske Lovsang. Og Beyles Stjerne er tændt.
Han stilles ved Siden af Balzac. Hans Navn nævnes i samme
Aandedræt. Han bliver, ogsaa han, Realismens Profet, for Zola en
Naturalismens Apostel. Og Emile Faguet bemærker 1892, at Beyle
kan krones til Realismens Fader med større Ret end Balzac.
Beyle var saaledes ikke blot kendt, ikke blot betragtet med
den platoniske Kærlighed, man yder en klassisk Forfatter, som
man sjælden læser. Hans Maade at se, at skrive, at digte, at
studere Verden og Menneskene paa, var slaaet igennem, havde
faaet Efterfølgere, var blevet Mønster for en Epokes Litteratur.
Men end ikke dermed er hans Berømmelse, Historien om
hans Indflydelse til Ende. Den nye s. k. psykologiske Roman, som
traadte i Naturalismens Fodspor, knyttede sig med Bourget til
Beyle. Bourget gav os et fint Portræt i „Essais de psychologie
contemporaine", og han gjorde her Beyle til en Elitesjæl, den
psykologiske Kunsts Mester. „C’est parmi ces ämes que se recrute la
légion des grands artistes modernes."
Dette er sandt, i det mindste, hvad Bourget angaar. Thi
Bourget var, endnu mindre end Taine, blevet den overordentlig dannede
Forfatter, han er, Psykologen par préférence, uden Beyle. Han
forstod hvilken Skat af Ideer og Studier Beyles Arbejder
indeholder. Bourget gjorde Malmlejerne produktive — hans
Folkepsykologi, hans Kosmopolitisme, hans Dilettantisme, hans Sjæls-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
