Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Erdmann: Stendhal-Beyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Stendhal-Beyle
595
analyse — i sine Romaner og i Turistens Indtryk og Stemninger.
Svarede Beyle, naar man spurgte ham, hvad han var: „observateur
du coeur humain", saa kalder Bourget sig „botaniste moral" og
ligner sine Helte ved Smaapiger, der leger grusomt med Dukkerne
— „de aabner dem ved et Snit med Kniven, og naar de har
faaet nok af dem, kaster de dem bort — aabnede".
Psykologens Menneske er et Undersøgelsesobjekt, udstykket af
Anatomens Kniv. Og i den yngre Litteratur, hos Hervieu og
Margueritte, møder vi ofte Operatøren, den fine Ironi og den stadige
Frygt for ikke at mistro Verden nok, som er en af Beylismens
Former. Paul Hervieu lader i en Novelle en Person nævne som
sin største Nydelse at betragte Folk for at studere dem— „ä juger,’
sur leurs mines, les inconnus". Er det ikke en Genklang af Beyles
Ord: ,Ma veritable passion est celle de connaitre et d’éprouver."
Men Beyle nyder Psykologens Egoisme uden at ane dens Farer.
Taine og Bourget viser os hvorledes den virker ophøjet til Religion,
til System. „For Filosofifen (Psykologen)", udtrykker Bourget sig
i „Le Disciple", „findes der hverken Dyd eller Last, men Samfundet
kan ikke undvære Teorien om godt og ondt."
Psykologen er dog allerede bleven til med Benjamin Constant,
Adolphes Forfatter — med Constant, som siger ved en Venindes
Dødsseng: „J’y étudie la mort". Og Iagttageren af
Menneskehjertet — ak, han er langt ældre. Han findes hos det 17de Aarh.s
Moralister og Memoire-Skribenter, hos La Bruyére og hos St. Simon,
som han dyrker. Ja, naar Beylismen opfatter Mennesket som et
Produkt af Temperament og Omgivelser, udleder Tanken af
Følelsen, Forstandens Produkter af Sanserne og ophøjer Nydelsen til
alle vore Handlingers første og eneste Maal — er det saa ikke
Cabanis og Condillac, Helvetius og Destult de Tracy?
Endog en fra Beyle, i det mindste tilsyneladende, saa fjernt
staaende Digter som Jean Jacques Rousseau gaar igen overalt i
hans Bøger. Er ikke i „Le rouge et le noir" f. Ex. Juliens første
Møde med Fru de Renal ganske i den bly unge Rousseaus
Stemning, da han første Gang træffer hende, som skulde blive hans
Madame de Renal — Fru de Warens? Som ældre er Beyle visselig
streng mod Rousseau. Men endnu saa sent som 1838 beundrer og
elsker han Julie, Heltinden i La nouvelle Heloise, — hans første og
skønneste Ungdomskærlighed. Heloise var den 20aariges Bibel. I
Genf, i Vevey, paa Alperne og Genfersøen drømmer han om St.
Preux og Julie. Og hans første skælvende Kærlighedsideal faar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
