Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tekla Griebel-Wandall: Forbi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
634
Forbi
den, at jeg lod dem adle hans fattige Sjæl — aa, Frida! det er
en Forbandelse at elske saadan!
Nej, jeg hidser mig aldeles ikke op. Vær du kun rolig — jeg
er det ogsaa.
Naar Efteraarsstormen fejer Alleen derude, saa tænker jeg:
saadan har Hadet fejet hele den unyttige, visne Elskovsvaar ud af
mit Væsen.
Og naar jeg siden ser de sorte, nøgne Grene, saa véd jeg, at
saa fri er jeg for Kærligheds Længsel, dens Yden og Nyden, som
de Træer er det for Blade og Blomster. — Sidder jeg her ved
Vinduet en Novembermorgen — især efter en søvnløs Nat — og
ser paa den endeløse Regn, saa tænker jeg paa, at min Graad
dog flk Ende. Mine Øjne er altid tørre nu.
Og Sneen, du — ikke den, der har lagt sig paa mit Hoved
— jo vist har jeg mange hvide Haar; du har ikke set mig ved
Dagen endnu — men det er Oktobersne — nej, Vintersneen.
Naar jeg ser den ligge tæt og høj paa Markerne, hele Jorden
hvid! — en eneste stor Fællesgrav med et eneste stort Kistelaag
af Marmor — saa ønsker jeg, at h a n laa dernede. —
Nej, nej, ikke frossen ihjel, — forstaar du, jeg ønsker, han
var død fremfor — men lad os tale om noget andet.
Uh, se ikke saa strengt paa mig — saa bliver jeg bange for
mig selv.
Frida — jeg er jo ærlig — og jeg skal være det mere endnu.
Hør mig, nej, vent bare lidt, jeg rykker min Stol nærmere
hen til dig. — Se, saadan var det, vi altid sad i Mørkningen,
dengang vi boede sammen. Aa, hvor vi havde det godt! —
Du Frida, ja — du. Du kender nok det, naar Solen sidst paa
Vinteren bliver gylden og gør Eftermiddagen saa overraskende
lang og smelter Isens haarde Hjerte, saa den gi’er Plads for nogle
smaa vævre Bølger, der skyder blaa fra Rand til Rand i Vaagen,
som gjaldt det om at løbe Bud efter den fjerne, længselsfuldt
ventede Sommer. Du! — Det kan hænde, at saadan en lille Bølge
i Forbifarten hvisker — hans Navn. Jeg hører det. — Men lidt
efter gaar Solen ned, og det bliver mørkt og koldt. Saa tænker
jeg ikke mere paa det.
Mørket gør En saa rart til et Arbejdsmenneske.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
