Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tekla Griebel-Wandall: Forbi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
638
Paa Landet
Huset her købte vi for en Spareskilling, vi havde, og saa kan vi
for Resten nok leve af min lille Pension, — bare vi maa være raske."
Slutningen klang lidt mat og alt andet end overbevisende.
Jeg ønskede de to Kvinder det bedste Held, beundrede deres
smagfulde Indretning af „Villaen" og vilde atter fjerne mig. Dog
fik jeg ikke Lov at slippe bort, før jeg havde drukket Kaffe og
lovet at huske Frøkenens Fødselsdag ved Nytaarstid. Med lidt
paatagen Undseelse fik hun frem, at det vilde glæde hende saa
overordentligt at faa nogle Linier fra en god Bekendt den Dag.
„Vi har ingen Breve faaet herude endnu. Posten gaar lige
forbi hver Dag. Man kommer til at længes saa rædsomt efter Byen." —
Desuden maatte jeg endelig besøge dem næste Sommer.
Jeg maa bekende: jeg glemte Fødselsdagen. Jul og Nytaar
gav andet at tænke paa, og saa glemte jeg helt de to Menneskers
Tilværelse — indtil jeg en lys og lykkelig Sommerdag igen för
afsted fra den lumre, støjende Hovedstad ud til den fredelige
Bonde-gaard, som jeg havde faaet kær.
Atter vandrede jeg om paa Markvejene, og atter fandt jeg det
lille Hus.
I Aar var det ikke nykalket. Syren- og Guldregnbuske saa
jeg ikke noget til. I den asketørre Have laa enkelte opløbne
Prydplanter mat henstrakte mellem Nælder og andet Ukrudt. Midt i det
forhenværende Blomsterbed, paa en gammel Maatte, i det
allerdejligste Solskin havde Katten valgt sig en Plads. Den syntes at
befinde sig udmærket.
Jeg bankede flere Gange paa Døren. Endelig lukkede Frk.
Møller op. Hun var alvorligere end sidst, og der var noget
modstræbende i den Maade, hvorpaa hun bød mig ind.
Sandt at sige, Stuen var heller ikke videre tiltalende. Der
lugtede stærkt af Svamp, Gardinerne var tagne ned, og Klaveret
flyttet langt ud fra Væggen.
Musikinstrumenter — og Stueure, hvis de kan kaldes Møbler,
kunde jeg fristes til at betegne dem som Overmøbler. Der er
noget levende ved dem. Deres Fysiognomi faar ligesom et eget
Udtryk, svarende til deres Omgivelser og den Behandling, de faar.
Dette Klaver, der ifjor syntes mig at have en saa imponerende
Mine, stod nu der med et Udtryk af Fattigfølelse, som en tilsidesat Ven.
Thor sjokkede upaaagtet omkring og saa nedslaaet ud.
Den gamle Fru Møller sad i Sofaen. Hendes graagule Ansigts-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
