Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tekla Griebel-Wandall: Forbi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Paa Landet
639
farve og stive Træk fortalte mere end Datterens Ord, at hun havde
været syg og ikke var kommen sig helt endnu.
„Vi har ikke haft det godt i Vinter," sagde Frøkenen med tør
og haard Stemme, „og saa er her jo meget ensomt."
Jeg ventede en Bebrejdelse for min Glemsomhed, men den
kom ikke.
„Her er fugtigt," sagde hun, „Klaveret kan ikke holde Stemning."
Jeg bad hende alligevel spille lidt. Hun rystede paa Hovedet.
„Der er sprunget en Streng," sagde hun kort.
Jeg spurgte, om de blev herude.
„Ja, hvor skal vi hen!" för det ud af hende, „Ingen kan vi
henvende os til. Ingen hjælper os, Ingen husker os i denne Udørken."
Hendes Stemme lød hvas, Øjnene blev mørke og funklende.
Moderen, der hele Tiden havde smaarystet paa Hovedet, rettede
sig nu med en Kraftanstrængelse og indskød:
„Vi har dog Haab om at faa et Legat med det første. Og saa
har vi ingen Nød."
Jeg følte mig lettet ved disse Ord, idet jeg løj for mig selv.
„Hører du," hviskede den aandelige Ladhed til mig, „de har
ingen Nød, du behøver ikke at anstrænge dig med at udtænke
noget til deres Bedste."–
Jeg havde dog tænkt paa at sende dem lidt Penge; men dels
var jeg bange for at saare dem, dels var der jo dette Legat–
jeg vilde i det mindste vente til Jul. Men da Tiden kom, havde
atter meget andet fanget min Interesse. Kort sagt: jeg sendte
ikke noget.
Lige efter Nytaar lagde jeg derimod med behagelig Samvittighed
et illustreret Postkort i Brevkassen. Jeg havde husket Fødselsdagen! —
Der kom intet Svar. Det undrede mig. —
For tredje Gang agtede jeg at holde Sommerferie i min
Bonde-gaard. Det første, jeg spurgte min Værtinde om, var de to Damer.
Den trivelige Kone satte sig ned og slog sig paa Hofterne
med de store, brede Hænder.
„Ok, dog dog dog!" begyndte hun. „Ja, de er døde begge to.
Det kunde jo aldrig i Verdens Rige gaa. Her kommer den fine
Frøken og Mo’ren, det gamle Liv, og vil være Bønder, og saa har
de ikke Begreb om at leve paa Landet, næ, ikke Begreb om det
har de. Mælken maatte de købe, for de havde ingen Ko, og
Affaldet smed de væk, for de havde ingen Svin —"og jeg fik nu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
