Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Poul Hertz: Lægemoral
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lægemoral
659
Ridekunsten og Bueskydningen, ja det er kun en Digters frodige
Fantasi, der kan faa dem til at brede sig som Baggrunden for et
Nutidslivs Tilskikkelser, og heldigvis for Lægerne stilles ingen Krav
til dem om disse Færdigheder. Men at tale Sandhed! Kan og
bør Lægen altid opfylde dette Krav? Dette Spørgsmaal rejser sig
i de alvorlige Forhold, naar Lægen véd, at en Sygdom er
uhelbredelig eller at den snart vil føre til Døden, eller at
Sygdommen er af en særlig uhyggelig Art og maaske paaført den
syge ved en af de allernærmeste. Skal han her tale rent ud, eller
kan det være berettiget at tie? Sikkert bør Lægen sige Sandheden
aabent. Er det Døden, han ser nærme sig den syge, maa det
endog kaldes for det største Bedrag at skjule det, især hvis den
syge selv spørger ham derom. Trækker Sygdommen i Langdrag,
og viser de anvendte Kure sig Gang efter Gang virkningsløse, saa
melder Spørgsmaalet sig gerne hos den syge selv, hvis han er ved sin
Fornufts fulde Brug, og Lægen mærker let, at den syges Tanker idelig
kredser derom. Er Lægen da sikker i sin Sag, bør han ikke holde
den syge hen med Snak, som dog ikke beroliger; tværtimod, der
falder som oftest en velgørende Ro over den syge, naar han véd,
at det er unyttigt at stride for Livet. Til syvende og sidst
bedømmer dog den syge selv Stillingen klart trods alle Benægtelser
og Talemaader. Mellem Bønderne, der jo i det hele tager mere
haandfast paa Livets Tilskikkelser end de forfinede Bymennesker,
tales ganske ligefremt til de syge om Dødens Nærmelse, og der er
en stolt Værdighed, især over de gamle, der med Ro ser Døden i
Øjnene. Nej, om Døden er det skammeligt at lyve for de syge.
Noget anderledes kan Sagen stille sig i Forløbet af kroniske
uhelbredelige Sygdomme. Der er Læger, der betragter det som
en Forbrydelse at nævne Ordet Kræft ved Sygesengen. Det kan
være, at der er Tilfælde, hvor det er rigtigt. Men mener Lægen,
at der er Haab om Helbredelse ved en stor, maaske livsfarlig
Operation, maa han dog forklare den syge Stillingen saaledes, at
Spørgsmaalet: Er det KræftV, ufravigeligt kommer paa den syges
Læber. Og da nytter en valen Benægtelse ikke. Er Lægen
overbevist om, at al Kur er unyttig, at Sygdommen virkelig er
uhelbredelig, gør han den syge den bedste Tjeneste ved at sige det.
Thi han fritager ham derved for den rastløse Jagen fra Kur til
Kur, som kim vil berede Skuffelser. Ogsaa her giver Sandheden
Ro i den syges Sind, især hvis Lægen tør love, at Lindring for
Sygdommen er mulig — og kan holde sit Løfte. I tidligere Tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
