Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mathilda Malling: De 6 Aars Tragedie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
670
De 6 Aars Tragedie
Heltinde, — f. Eks. Bjørnsons Drama „Maria Stuart i Skotland"1,
som behandler ganske det samme Afsnit af hendes Liv og som vi
alle kender — saa er det let at se, hvor stærkt Fordringerne til
historisk Nøjagtighed og Karakterskildringens Troværdighed er
steget i de sidste 40 Aar. Bjørnsons Marie er en rigtig fin og
statelig ung Fyrstinde, som synes at være bleven opdraget i et
velrenommeret parisisk Institut for Kongedøtre, og efter fra dets
Vinduer at have set et Glimt af „le plaisant pays de France" kommer
hun hjem fra Skinægteskabet med Kong Frants som en smuk og
forkælet Arving og tager sit Kongerige i Besiddelse. Derefter
ind-gaas Giftermaal med Henry Darnley og ved et Bal paa Holyrood
træder hun paa en højst dramatisk Maade ind i det skæbnesvangre
Aar 1566 og ind i Bjørnsons Skuespil. Hvorledes skildres hun nu
der? Darnley udtaler sig først om hende. Han kalder hende
„glimrende som Diamanten, men ogsaa saa haard". Derefter „en Slange
i Kvindekøn" og „Skotlands skønne Sfinx". Senere „Skotlands
vilde Svane", „den forfærdelige skønne", „den ildfulde, som
fortærer, mens hun varmer". Bothwell har, med mere Sympati,
næsten samme Syn paa hende: „Skovens mørke Due", „den
bestandig brudeklædte" osv. osv. Paa lignende Maade udtaler
Stykkets andre Personer sig; de gaar alle ud paa at skildre hende som
upaalidelig, en kold Egoist, besynderlig lunefuld og hensigtsløst
trodsig. Stort mere faar vi i Løbet af Dramaet ikke at vide om
Marie Stuarts Person og Karakter. „Gette belle rousse fort
char-nelle" — som Michelet saa overlegent skitserer og som man ogsaa
synes at skimte i de samtidigt malede Portrætter, — hende ser vi
hos Bjørnson slet intet til, ikke engang i de afgørende Scener
med Bothwell.
Lad os nu til Gengæld undersøge, hvorledes Hewlett — som
oftest med samme samtidige Personers Øjne — ser hende.
Først beskriver han (som det kunde ventes af Skildreren af
Jehane og Kong Richard) meget omhyggeligt hendes Ydre: den
bestemte Nuance af hendes Haars Farve, hendes Ansigtsform,
hendes Hænder og Fødder, hendes Huds skære Gennemsigtighed —
„man sagde, at naar hun drak, kunde man se Vinen løbe som en
1 Denne Sammenligning kan ikke være unfair, da B., der saa sent som i
Begyndelsen af dette Aarhundrede autoriserede Dramaets Opførelse paa
Dagmarteatret og i Aar lader det spille i Kristiania, maa antages endnu at
vedkende sig sin Opfattelse af Hovedkarakteren.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
