Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jakob Knudsen: Om Idealitet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Idealitet
701
Pæne Folk vil kalde dette en simpel Maade at have Idealitet
paa. Men det viser blot, at Pænhed er ikke det samme som
forstandig Indsigt. Er vor ideelle Trang først paa Vildspor, har den
valgt sig Afguder i Stedet for den sande Gud, da kan det være
ganske ligegyldigt, enten den slaar sig ned paa det økonomiske
eller paa „pænere" Genstande. Den er lige ægte, og i Længden
volder den alligevel vor Undergang. Den vildfarende Idealitet kan
i det hele ikke vurderes efter sin egen Værdi, men derimod alene
efter de Muligheder for Retledning, som den indeholder. Men i saa
Henseende mener jeg, at det slet ikke er det værste for den ideelle
Higen at forvilde sig ud i det økonomiske; der er noget haandfast
og uomtvisteligt ved Pengene, som staar i et vist Slægtskab med
Sandhed.
Der er da heller ingen Tvivl om, at den økonomisk farvede
Idealitet meget let kan slaa om i det, som alle benævner Idealitet
uden mindste Indskrænkning. Jeg vover endogsaa den Paastand,
at hvor Samvittigheden har drevet Mennesker til Stordaad, der
er denne Samvittighed først optraadt som „økonomisk"
Samvittighed hos vedkommende selv eller hos hans Forældre (mest det sidste).
Det er jo i og for sig noget sjældent, dette, at Samvittigheden
(ikke Lyst og Kald, lokkende Fremtidsudsigter, fantastiske,
kunstneriske Muligheder) driver Mennesker til det ekstraordinære.
Samvittigheden har jo mest sin Virkeplads i det dagligdags. Men det
hænder, at Samvittigheden driver en Mand til det store, — og
da, paastaar jeg, er denne Samvittighed først øvet, disciplineret,
gjort mægtig i Forholdet til det Økonomiske. Det gælder sikkeri
Morten Luther. Hans Fader har f. Eks. sat ham til at vogte
Gæs og har gennem sin økonomiske Alvor bibragt Drengen den
Fornemmelse, at dette, om Gæssene blev rigtigt flyttede og vandede,
det gjaldt Liv og Død, — aa ja, mere: Himmerig og Helvede.
Drengen har i dette Forhold lært noget ubetinget, noget
absolut at kende, et Ansvar, som intet kunde borttage, som var
mere end Livet. Dette Ansvar over for Gæssene (eller rettere:
sin Fader) har sikkert kunnet drive ham til Handlinger, der i
hans Hjerte dengang føltes lige saa samvittighedstvungne, lige saa
ubetinget nødvendige, som han senere følte det at gøre Oprør mod
Paven og forandre Europas aandelige Udseende. Noget lignende
gælder Søren Kierkegaard. Den økonomisk bestemte Idealitet i
det ene Slægtled bliver til etisk eller religiøs Idealitet i det næste.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
