Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Rimestad: Emile Verhaeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
730
Émile Verhaeren
nedgangenes „sejlende Herligheder, der lægger sig til Hvile i
Skovenes Toppe*. De er endelig Digtere, der oversætter alle deres
Følelser og Ideer i Billeder, hvor Sprogets sanseligste
Bestanddele, Versenes kyndigste Kombinationer virker sammen til at
paatvinge Læseren Indtrykket saa umiddelbart som muligt.
Det har sine Vanskeligheder at trænge ind i Dele af Verhaerens
Digtning. Han overrasker ved en stor Mængde selvlavede Ord:
Participier gøres til Substantiver, Verber dannes af Adjektiver eller
af Substantiver, passive Verber gøres ideligt til aktive, foruden
mange andre Omsætninger. Ofte er disse nye Ord af en saadan
Vægt og Duft, at det er, som om de, af mørktgyldne Kar,
uddamper Bølger af Røgelse. Meget lange Adverbier, der sjældent
bruges, trækker sig højtideligt gennem Verset. Han anstrenger ved
en særegen Syntaks, der søger at snøre Udtrykket saa stærkt, at
det kan tage Vejret fra Læseren. Han overrumpler ved Metaforer
af en Dristighed og en Knaphed uden Mage, ogsaa ved tekniske
Udtryk, man ellers aldrig møder i Poesi. Og overalt i hans
Digtning forbløffes man af en næsten pinagtig Skarphed i Sansninger
og en Følelsens Voldsomhed, hvor alt bliver kæmpemæssigt, af eii
forfærdende og fortærende Intensitet; og man aner tit hvor haardt
han har kæmpet for at tvinge Ordene til at oversætte disse
Sansningers og Følelsers Styrke og det kaotiske i Visionernes Pragt.
Men altid beruses man af en orkestral Musik, der har tilført det
franske Sprog nye Tonestrømme: mangfoldige Rim kobles sammen,
stundom saa mange i én Linie, at Virkningen fordærves, ved det
altfor villede og ved de altfor brutalt skingrende Lyde. I Digtet
L’heure mauvaise (Aux bords de la route) giver Linien: „Mes jours
toujours pius lourds s’en vont roulant leurs cours* jo nok
Ensformigheden, Ensomheden, Trætheden, men det Indtryk, man modtager,
bliver næppe helt direkte. Masser af Assonanser og Alliterationer
hjælper med til at hypnotisere Læseren. Gentagelser benyttes
hyppigere og paa mere vekslende Maade end i nogen anden moderne
Poesi, undertiden under Paavirkning af Coleridge og Poe. Snart
vender de samme Udtryk bestandig tilbage, for hver Gang lidt
forandrede i Ordenes Rækkefølge, og virker da til stadig nøjere at
bestemme Stemningen eller tydeliggøre Visionen, eller de slæber sig,
stadig ens, som monotone Klager gennem Verset, trætte og
trøstesløse som lange, langsomt døende Ekkoer, og de sniger ind i
Læserens Sjæl nagende Indtryk af det uafvendelige og det uoprettelige.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
