Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Rimestad: Emile Verhaeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Emile Verhaeren
731
II
Man maa for at give et Overblik over Verhaerens Digtning
inddele den i forskellige Partier. Han har i sine to første Bøger:
Les Flamandes og les Moines (1882 og 1884) og i den langt senere:
Petites Légendes (1900) givet sit Hjemland Flanderns Fysionomi.
Les Flamandes er under tydelig Paavirkning af den
dengang herskende Naturalisme. Den er skrevet i regelrette
Aleksandrinere og forherliger, som samtidige Digte af Maupassant og
Ri-chepin, Instinkternes Kraft og Vildskab, det animalske Livs Glød
og yppige Svulmen. Men selv om han dengang var fjernt fra at
forstørre og omdanne Virkeligheden, forstærke dens Lys og uddybe
dens Mørke, som det skete i hans senere Værker, saa brød hans
Fantasi sig dog fra først af aldrig — uden i de smaa, yderst
detaillerede Genrebilleder — om at søge Virkeligheden gengivet med
en objektiv Ro. Det viser sig i de sikkert alt for pragtfulde
Landskabsskildringer fra ,1a verte immensité des plaines et des plaines",
hvor ved Foraarstid alle Haver og Hegn og Frugttræer sender deres
hidsende Duft ud i Luften, hvor Tusinder af Lærker synger med
Vingerne udspilede i Vinden; han maler Jordens Sommerliv med
saa hidsigt yppige Farver, at man mærker, hvorledes han eksalteres
under Udførelsen og søger at overbyde sig selv i Udtrykkenes
spændte Kraft: Under Solens kobberfarvede Straaler sygner Egenes
Løv. Det gule Sand koger i Søvne: bitre Dampe, der kommer fra
sorte Moradser, tilryger Rummet, som er tillukket af den store
Horisont. Byggen tændes i Middagsilden. En slæbende og vellystig
Søndenvind bedøver med sine sløvende Pust Sletten, som vælter
sig i sin tunge Ladhed. En gylden Skælven løber langs Sæden.
Jorden føler Brunsten stige op i sig, og den skælver i lange
Gys-ninger og dens Bug svulmer af Hede. Alle Vegne fra udgaar Skyer
af befrugtende Støv, og de daler ned og bader med Elskov den
glødende Sæd; det er som saa’ man Ruiner ryge, hede endnu efter
en Ildebrand.....Han slutter gerne med et Billede, der afgørende
samler og forstærker de foregaaende Skildringer: En hvidglødende
Himmel falder med al sin Vægt ned over Jorden, revner og
afsvider den med sine Brandsaar, som havde den udruget den
under Vinger af Beg; hele Egnen hedes op i en Smelteovnsluft og
synes truet af en langsom Forbrænden, og det er som om de
guldgnistrende Flodbølger slæber glødende Trækul med sig. Efter
48*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
