Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Rimestad: Emile Verhaeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Emile Verhaeren
735
som lever næsten hele deres Liv i Dybet af deres gamle Kloster,
og han fortæller om deres middelalderlige Gudsbegrebs blodige
Grumhed; eller Kætteren, som bygger et Hovmodens Monument
i sin Tanke, som et Fyrtaarn ved Oceanets Bred, der hæver mod
Himlen stadig højere sin rolige Rædsel, og paa Toppen lyser som
Juvelers kolde Blik, der haanligt betragter Gud, den tavse Munks
Bespottelser.
Det skønneste i Bogen er den Række Digte, han kalder
„religiøse Aftener". Klosteret dukker frem i Aftenens Dyb som et vældigt
Skrin, hvori Middelalderen sover. De gamle Dages Sjæl har suset
gennem Kirkeskibets Sten med sin Smerte, sin Røgelse, sin Bøn
og lyser nu i Monstransernes Sole ... I Aftener hvor en hvid
Skyggefred svæver over det sovende Kloster, hvor Poplerne,
omkransede af Maanelys, hælder sig sagte vuggende over de stille Floder, er
det som Englene stiger ned fra Himlen. De gaar over Moser og
Heder og paa de høje Tinder; og saa dyb er den Tavshed, der
vokser om Klosteret, og det Mysterium, der breder sig langs
Horisonten, at de hører den blege Sølvlilje vokse ... Sørgmodige Aftener,
som langsomt begraver de døde Dage og udfolder deres lysende
Liglagener over Himmelranden; saa skinner der til sidst langt borte
kun en Rude, der aabner sig som et Øje i en forfalden Gavl; dér
har Solnedgangens sidste Refleks begravet sig, som Sonden i et
dybt og mørkt Hul, og Egnen synes som en Basilika at indelukke
i sig Guds stumme og natlige Nærværelse . . . Aftener hvor en
lidende Tavshed trænger ind i Tingenes Hjerte, hvor Skyggerne i
graa Kutter stiger ned og sætter sig i Dalene; paa en lang og øde
Vej gaar og gaar to sorte Hjulspor bort mod det Fjerne. Og
Natten lukker sine Øjne for at sove ind og kvæler mellem sine
Laag Lyset og Lyden ...
I Petites Légendes gav han saa Overtroens, Drømmeriets og
de hallucinerede Fantasteriers Flandern. Til at gengive disse højst
bisarre Fortællinger behøvedes hans egen konkrete og rige Kunst,
der her ytrer sig lige meget i de frie, ustandseligt vekslende
Rytmer og i Valget og Sammensætningen af Ordene, der snart er
haarde, skurrende og knudrede, snart flammer med en brutal
Vildskab, blodhede og muskuløse. Gengivne i et fremmed Sprog vilde
de blot synes barokke og hysteriske, disse Fortællinger, hvor den
begærlige og tungt seksuelle flamske Fantasi viser sig i al sin Tørst
efter Sælsomheder og Rædsler og i sin Trang til at drømme om
overmenneskelige kønslige Orgier, hvor Døden følger efter den Lyst,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
