Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingeborg Petersen: For Kærligheds Skyld
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
750
For Kærlighedens Skyld
— Aa ja, sagde hun, det var dog altid noget.
— Sig mig — er det mig, som gør Dem bedrøvet? De var
netop saa munter —
— Ne—ej! De gør mig aldrig bedrøvet! De gør mig altid
glad — det var jo netop over Dem, jeg var saa glad —
— Og nu?
— Nu! — Nu glæder jeg mig over, at De endnu er her. Lad
os sætte os ned. Lad os dog nyde denne Stund. Der var saa
meget, jeg skulde tale med Dem om, og nu ved jeg intet — intet
— intet — —
Som hun havde lænet sin Nakke mod Stoleryggen og ikke saa
paa ham og ikke paa noget, lagde det lykkeligste Smil sig til Hvile
paa hendes Mund.
Men saa stod han foran hende, og hun rejste sig hurtig op,
som havde han befalet hende det — og bøjede lydig sit Hoved og
lyttede — og hørte Ordene:
— Hvad er det, der faar Dem til at tale saaledes — er det —
er det Kærligheden?
— Kærligheden —! hviskede hun pludselig aandeløs–det
er dog saadan et stort Ord–
Med sin Haand over hendes Skulder hviskede han, hviskede
som hun:
— Kun et ringe, ringe Ord — mod Kærligheden selv. Hun
bøjede sit Hoved. Og sagte gled hans Haand fra hendes Skulder
ned ad hendes Arm, fast tog hans Haand om hendes — let, let
trykkede han hendes egen Haand mod hendes Hjerte. Men da —
da hun allerede følte sig i hans Arme — gjorde hun uvilkaarlig
et Skridt bort fra ham, hen mod Vinduet
Tavsheden var som et ustandseligt stigende Skrig, som kun
Ord kunde dæmpe.
Han gik med faste Skridt henover Gulvet og tilbage igen til
hende.
Hun havde taget det Blomsterglas i Haanden og stod og
legede med Roserne. Den ene havde nu en egen Rankhed, som
ikke fandt Hvile mod Krystallets Rand, et Øjeblik stod de Krone
mod Krone, som hun vilde det, men saa bøjede den ene sig
pludseligt til Siden —
Han saa ikke hende og ikke Roserne.
— De veg tilbage! sagde han. Jeg — aa, hvor jeg forstaar
det —!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
