- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 22 (1905) /
799

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marie Bregendahl: I Haabets Skær

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

I Haabets Skær

799

indens og andre velmenende Menneskers Tankegang. Det kan
være rigtigt nok, hvad de siger og navnlig rigtigt med Udsigterne
til mere Familieforsørgelse. Men et Sted dybt inde i Madam
Larsens dunkle Bevidsthed er der en Tanke, der har bidt sig saa fast,
at den ikke lader sig rokke, og den gælder jo ham, den ildesete
Springfyr. Hun mumler den, naar hun slæber op og ned ad de
mange Trapper, og naar hun om Morgenen gaar og fejer Fortovet,
er hun lige ved at snakke højt derom: — Naar man har ham, saa
har man ham, javver man ham væk, saa véd man jo aldrig,
hvordan man faar Fingre i ham igen.

Og saa bliver han da.

Men i Løndom. Ingen maa vide, at han bor deroppe paa
Kvisten. En dyb Hemmelighed skal det være for alle og navnlig
maa den skrappe Værtinde ikke paa nogen Maade faa Anelse
derom.

Men det bliver jo en slem utryg Tilværelse, Madam Larsen
derved kommer til at føre. — Ængstelig og spejdende lusker
hun omkring saa snart hun er uden for sine egne Kvistværelser,
sky som en Hare sætter hun i Spring, saa snart nogen gør Tegn
til at ville nærme sig hende, og hører hun Værtindens kaldende
Røst, saa skuler hun som en Forbryder og hjampler nølende og
sidelænds frem for at modtage sine Ordrer.

Inde paa tredje Sal, hvor hun lejlighedsvis gaar til Haande,
har hun en Veninde, som hun tør aabne sit Hjerte for. Og her
bekender hun, hvor forfærdeligt hun har det. — Hun kender det,
saa hun ikke véd det Sted, hvor hun tør være, siger hun, som
hun var en Tyv eller en Røver, ja, som hun gik paa det rødeste,
gloende Jern. — Og saa hiver det igennem hendes forkomne Krop
med Sukke og Støn og Taarerne triller ned over hendes runkne,
falmede Kinder.

Dog giver hun sig ingenlunde modstandsløs hen i Sorgen!
Thi saa snart der viser sig den allerringeste Ting, som kan
tænkes at have Spirer i sig til noget fornøjeligt, da er hendes Hu
straks beredt til at modtage det og hendes Sind til at aabne sig i
Forventninger. Men de er saa flygtige, de Stemninger. De kan
ikke faa Lov at leve saa længe, saa de kan forme sig til den
stærke Glæde, hun saa inderlig længes efter. Thi de har jo aldrig
saa snart kastet deres Lysblink henover hendes Tilværelse, før den
senere Tids mange bitre Erfaringer dækker over dem med store,
gravsorte Skygger.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:46:10 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1905/0803.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free