Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - A. Hagensen: Rudyard Kipling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rudyard Kipling
855
London var han en berømt Mand, og hver af hans Smaahistorier
betales nu med 20,000 Kr.
De fleste europæiske Skribenter er i deres Ungdom begejstrede
Æstetikere, men efterhaanden som de lærer Livet at kende, slaar
de at paa Idealerne. Med Kipling har snarest det modsatte været
Tilfældet. Som ung Journalist var han alt andet end litterært
begejstret. »Sang var noget særdeles udmærket noget,’ skrev han,
„men kun faa Læber vilde aabne sig for at synge, hvis de kunde
finde en Lejlighed til at kysse." En simpel Soldat, der havde
dræbt en Mand og berøvet en Kvinde, var efter hans Mening mere
værd end en Forfatter med mange, tankevægtige Bind bag sig.
Først da han kom ud i Livet, kom til at se og høre og handle,
flk han Øjnene op for, hvad Poesi var, og til sidst saa’ han Poesi,
hvor andre kun saa’ dagligdags Prosa.
Men der findes heller intet Land, hvor alt er mere
gennemtrængt med Skønhed og Styrke, med Lys og Skygge end i Indien.
I simple Ord og med mesterlig Kunst har Kipling skildret alle dets
Faser. Han har skildret den brændende Tropedag — „Luften blev
varmere og varmere, meri ingen lod til at mærke noget, før Solen
slukkedes, og en brændende hed Vind begyndte at piske
Orangetræerne med en Lyd som Bølgebrus. Før vi vidste noget, var
Sandstormen over os, og alt et brølende, hvirvlende Mørke, saa
man ikke kunde skimte en Fod frem for sig. Luften var tung af
Støv, og Sandet fra Flodsengen fyldte Støvler og Lommer, randt
ned ad Nakken og rimede Øjenbryn og Skæg." Naar Sandstormen
er ovre, ligger Heden atter tung og trykkende over Landet. Ingen
har Kraft til at røre sig; man kan kun vente og vente og vente,
ligge stille og holde Øje med Skyggen af Barakken, der langsomt
kryber hen over det blændende, hvide Støv. Et Stykke borte ser
man Byens Kvæg blive drevet ned til Vandet for at drikke, man
ser Træerne og det høje Græs langs Floden, de store Sandbanker
paa den anden Bred og bag dem døde Fyrsters rødlige Gravsteder
— og meget langt borte glimter Himalayas Sne gennem den blaa
Varmedis. Inde i Huset sætter en pjaltet, raadden Punkah af
vaskbleget Calico Luften i Bevægelse og piber ynkeligt ved hver
Drejning. Til sidst er det, som om Jorden er ved at dø af
Apopleksi. Man ser hverken Himmel, Sol eller Horisont, og
Varme-taagen synes purpurbrun.
Men Aftenen kommer, og Lugten af Solbranden har endnu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
