Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - A. Hagensen: Rudyard Kipling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rudyard Kipling
865
Af Begivenheder skildrer han kun Begyndelser — oftest
kun Begyndelsen af en Rejse, et Skibs Letten-Anker — aldrig
spinder han en Fabel til Ende. Det er Tingene selv, der
interesserer ham, først og fremmest de amerikanske Ting. Han
skriver „til de fremmede Lande":
Jeg hørte jer bede om Hjælp til at løse den ny Verdens Gaade,
Til at definere Amerika og dets atletiske Demokrati.
Derfor sender jeg jer mine Digte, at I kan se, hvad I ønsker.
Han nævner Løsningen: Sejr, Forening, Tro, Enhed, Tid,
Rigdomme, den uløselige Masse, Mysterium, evigt Fremskridt,
Kosmos og moderne Reportage, Maskinerne, alle moderne Erhverv.
Hvad han har at sige, siger han paa en saadan Maade, at
det baade kan betragtes som Vers og Prosa. For den, der ikke
forstaar ham, er det skabagtig Prosa; men den, der er i Stand til
at dele hans Gisede over den ny Verdens Herlighed, vil gribes af
den jublende Rytme i hans Sætninger. Man kan i det hele taget
ikke klassificere et Udbrud. Da Xerxes’ Soldater saa’ Havet,
raabte de „Talatta!" — var det Vers eller Prosa? Alt afhænger
af, om man føler Udbrudet, om Navnet er mere end en
Benævnelse. Herhjemme i Europa aner vi nok den moderne Verdens
Poesi, men vi fatter den dog endnu ikke skarpere, end at vi maa
forklare den ved Adjektiver. Naar vi maa sige „den hvirvlende
Propel", kan Whitman nøjes med at sige „Propellen".
Mellem Whitman og Kipling findes der talrige
Berøringspunkter. Den sidste holder endnu fast ved den sangbare Rytme
— eller maaske rettere, han er kommen sig saa vidt af sin
Kon-sternation over de nye Undere, at han igen kan begynde at synge
— men desuagtet er deres Poesi dog af samme Art. Kiplings
„Song of the cities", i hvilken han besynger Verdens Havnesteder,
er ganske sideordnet med Whitmans Hymner til Amerikas Stater,
og for dem begge staar deres Race som det Salt, hvormed Jorden
skal saltes. De to Digteres Udvikling er næsten ganske ens. De
er begge mandige Karakterer, og begge har de strejfet om i et
Nybyggerland af gigantiske Dimensioner. Begge levede uden for
det Samfund, hvor Mænd klassificeres efter deres familiære Stilling,
og begge gik frivilligt i Krig — Kipling som Korrespondent,
Whitman som Kombatant. De færdedes mellem Mænd og lærte at
vurdere Kammeratskabet, og begge forstod, at de i dette havde
fundet den naturlige Kærne for alt Samfundsliv. Kammeratskabet
blev deres Religion. For Mænd, der længe havde levet ensomt og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
