Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karl Gjellerup: Paris’ Belejring i Krigen 1870—71
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
888
."Paris’ Belejring i Krigen 1870—71|
nu i Stilhed: det havde vi ogsaa kunnet gøre for to Maaneder siden,
hvis ikke et Dusin indflydelsesrige Mennesker havde hindret det af
forskellige Grunde."
Ganske lignende er Udsagnene fra Roon, der, som vi hørte,
var syg af Ærgrelse.
Saaledes dengang, under det umiddelbare Indtryk af
Begivenhederne paa selve Stedet. Nu kan jo imidlertid altfor stor
Nærhed virke forvirrende og en berigtigende Klarhed indtræde, naar man
faar Sagen paa Afstand. Hvorledes forholder det sig i denne
Henseende? Da Bismarck skrev sine Memoirer, var der gaaet over tyve
Aar hen siden Paris’ Belejring; i Mellemtiden var Moltkes Værker
udkomne, og Bismarck vidste, med hvilken rolig Bestemthed Chefen
for den store Generalstab saavel i sine samtidige Breve som i sin
historiske Fremstilling (i den sidste saglig-indirekte) afviste Tanken
om at andre end rent militære Hensyn havde virket paa
Forholdsreglerne over for Paris; ikke desto mindre brummer den gamle
Vrede uformindsket i Memoireværkets Versailleskapitel, og det
udtaler som en utvivlsom Kendsgerning, at absolut ikke-militære
og tillige ikke-politiske Hensyn har været afgørende; kun Roon
understøttede ham i at betone Nødvendigheden af at gaa agressivt
til Værks med det svære Skyts, i Stedet for Udhungringssystemet,
„der i høje Damekredse gjaldt for at være humanere", og der
tales om det „menneskevenlige Hykleri, ved hvilket Fæstningen
Paris blev dækket imod en alvorlig Belejring". Naar han endelig
siger, at „man kan ikke antage, at de øvrige Generaler fra rent
militært Standpunkt skulde kunne være af anden Mening end
Roon", saa er denne Sætning næsten et Slag i Ansigtet paa Moltke
og paa Blumenthal — hvis energiske Afvisning af alle saadanne
Beskyldninger mod Hærledelsen senere har føjet sig til Moltkes.
Paastandene staar her saa apodiktisk over for hinanden
som muligt, og tilmed med Talsmænd af første Rang. Altsaa
paatrænger det Spørgsmaal sig: har en saadan Paavirkning fundet
Sted, og det maa atter differentieres i to Led: 1) Er en saadan
Paavirkning overhovedet forsøgt fra de paagældende Damers Side?
og 2) i saa Fald. har Forsøget haft nogen mer eller mindre
afgørende Virkning?
Det første af disse Spørgsmaal maa, for saa vidt det drejer
sig om Dronningen, Kronprinsessen og Enkedronning Elisabeth
(Friedrich Wilhelm IV.s Enke) utvivlsomt besvares bekræftende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
