Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karl Gjellerup: Paris’ Belejring i Krigen 1870—71
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
889 ."Paris’ Belejring i Krigen 1870—71|
Af Kongens Breve til Dronningen er kun en ringe Del
offentliggjort, men af de meddelte Stykker fra September til November
ser vi, at Kongen bestandig er i Defensiven og maa tage Armeen
i Beskyttelse over for Beskyldning for Ekscesser og forsvare sig,
fordi Krigen fortsattes: „Alt dette skal vi være Skyld i, fordi vi
ikke gjorde Holdt efter Sedan. Det er Ræsonnementer, der saarer
dybt." „I hvilken Retning den af Dronningen forsøgte Paavirkning
bevæger sig, fremgaar tydelig nok af Forsvaret, og det er let nok
at slutte sig til, hvorledes hendes Stilling maa have været over for
Spørgsmaalet om Bekæmpningen af Paris, om en Hentydning
dertil, som Kongen lejlighedsvis gør, end ikke er rettet umiddelbart
mod Dronningen" (Busch anf. Skr.). Da Grev Trautenberg ved
en Audiens d. 4. December paa Kronprinsessens Spørgsmaal, hvor
længe Paris endnu kunde holde sig, svarede: „to Maaneder, hvis vi
ikke skyder", gjorde Kronprinsessen en hæftig afværgende Bevægelse,
og da han vilde skildre Misstemningen i Hæren, afskar hun ham
Ordet med den Erklæring: „De vil overgive sig, uden at vi
skyder." Til Fyrst Putbus skal hun samtidig have sagt: „Paris bliver
dog ikke bombarderet." Om Enkedronningen, som Kongen altid
holdt meget højt i Ære, fortaltes der, at hun skulde have udbedt
sig Skaansel for Paris som sin Fødselsdagspresent.
Ganske anderledes vanskelig er Besvarelsen af det andet
Spørgsmaal, fordi der her er uendelig mange Gradationer mulig, lige fra
det at give sit Tilsagn om at skaane Paris i Fødselsdagsgave, til en
ubevidst Paavirkning, der ogsaa da kunde være af stor Virkning, naar
den blot ytrede sig som en ringere Iver, en dump Ulyst til at anspore,
hvor Arbejderne ikke skred hurtig nok frem. At baade Bismarck og
Roon i det mindste troede paa en saadan Virkning hos Kongen,
er sikkert. Bismarck hentydede over for Kongen selv til Rygterne
om Dronningens Bestræbelser og foranledigede derved et hæftigt
Vredesudbrud „ikke i den Forstand, at Rygterne var ubegrundede,
men som en skarp Trussel over for enhver Ytring af en saadan
Misstemning mod Dronningen". Sidst i November henvendte han
sig til Storhertugen af Baden, der bedre end en Minister kunde
bekæmpe en saadan Indflydelse, idet han direkte klagede over, at
Dronningerne af England og Preussen og Kronprinsessen havde bragt
det saa vidt, at Kongen frygtede for at blive brændemærket som
Paris’ Ødelægger. Og Roon klager: „Den undergivne, der
pligtivrig siger imod efter sin bedste Overbevisning, bliver efterhaanden
meget ubekvem og den foresatte bliver let utaalmodig og uvenlig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
