Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Rustale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
906
Rustale i Studenterforeningen
Hvis jeg vilde bruge et Par Gloser, som i de senere Aar er
kommen paa Mode, saa vilde jeg sige, al medens Foraaret er
dionysisk, er Efteraaret apollisk.
Foraaret er jo de bristende Blomsters, de vaagnende Længslers,
Kærlighedssangens og de vage Drømmes Tid; alt higer og søger
og véd i sin dunkle Trang ikke hvad eller hvorhen. Derfor er
Foraaret Lyrikens. Musikens, Dithyrambens Aarstid.
Efteraaret er klart, stille, køligt, rationelt. Der er ingen
Fuglesang mere — men Ungerne flagrer i Rejsedragt ved Redens
Rand. Blomsterne falmer og falder — men røde og runde
modnes Frugterne. Alle Omrids er skarpe, bestemte, som tegnede med
Radérnaalen. Efteraaret er Billedkunstens og Videnskabens Aarstid.
Hermed stemmer det godt, at Apollon og ikke Dionys er
Musernes Herre. Dionysos, Guden for den gøglende Drøm, den
farvede Illusion, for Maja, som Inderne vilde sige, har ikke
hjemme paa Parnas. I det højeste kan man møde ham i de
dunkle Skove om Musabjergets Fod. Men om Apollon samler sig
paa Helikons Tinde Gudinderne for den ædle, kunstfærdige Sang,
der er saa vidt forskellig fra Bakkanternes formløse Larm — for
Komediens og Tragediens Realisme — for Kundskaben om
Menneskers Liv paa Jorden og Stjernernes Løb over Himlen. Som
Dionysos er Løgnens Gud, er Apollon Sandhedens. Og at Urania
hører med til hans Følge, det fornemmer De bedst, naar De en af
disse stjerneklare Høstaftener staar ude og stirrer op mod den
straalende Himmel. Thi er Deres Sind da overhovedet aabent og
modtageligt for de store Virkeligheder, da kan det ikke være andet,
end at De, gennem den dybe Stilhed, under den høje Uendelighed,
fornemmer den fjerne og dog saa indtrængende Klang af
Guldstrengene paa Githarødens Strengeleg.
* *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
