Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - P. Købke: Dansk Oldforskning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
922
Dansk Oldforskning
gers Brug begynder i de slebne Stenøksers Tid og slutter væsentlig med
Broncekulturens Ophør; Terramarerne stammer fra Broncetiden.
Det følgende Afsnit behandler „Dipylonperioden" i Grækenland,
— Navnet fra en Begravelsesplads foran en det gamle Athens Porte. Det
var et Tilbageskridt i Kunst og Rigdom fra Mykenetiden, — de mægtige
Herskere paa de stolte Borge fandtes ikke mere. Men et klækkeligt
Fremskridt i Kultur betegner Jernets Anvendelse, og det maa erindres, at
det er denne Periode, der har frembragt de homeriske Digte. Lerkarrene
smykkes nu med Mæandre og deslige geometriske Mønstre, og i den
plastiske Kunst træffer man hyppigt Hestefigurer, der forholdsvis snart
efterlignes selv i nordiske Lande (jvf. den hos os fundne Solvogn).
I Italien opfræder Jernet, dog i Begyndelsen kun sparsomt, i den
saakaldte „Villanova-Tid" (første Halvdel af Aartusindet f. Kr.), der
navnlig repræsenteres af Etrurien. Man jordfæster efterhaanden Ligene
ubrændte og medgiver dem rigt Gravgods; Oldsagernes Ornamentik viser mod
Periodens Slutning, da den føniciske Søhandel blomstrede, stærk
Paavirkning fra Orienten: der afbildes Løver, Sfinkser og vingede Gudevæsener,
men i øvrigt optager man de græske Gnder, ligesom Bogstavskrift og
Mønter indføres fra Grækenland.
Fra Norditalien spreder nu Kulturimpulser sig til Mellemeuropa i et
bredt Bælte omkring Alperne. Denne Periode, der har faaet Navn efter
Hallstatt, en Bjergby i Salzkammergut, har efterladt Tusinder af
Gravhøje og Grave, som indeholder en overvældende Mængde Oldsager,
Vidnesbyrd om en stor, men lidet kunstfærdig Industri. Det nye Metal,
Jernet, benyttes sædvanligt til Angrebsvaaben — det lange Jernsværd
afløses efterhaanden af et kortklinget Sværd, hvis Greb har opadbøjede
Arme, — men Broncen til Dækvaabnene af klassisk Art: Panser, Hjelm
og Benskinner, foruden til Smykkegenstande. — Uden for
Hallstatt-Kredsen hersker da Tilstande af et ældre Præg: i Nordfrankrig og paa
de britiske Øer endnu en noget tør og tarvelig Broncealder, hvorimod
den tidligere Broncekultur i Nordtyskland og Skandinavien,
der var saa fremragende ved sine skønne Former og Spiralornamenter,
bliver efterfulgt af en frodig Udvikling i den yngre Broncealder (jvf. vore
Blæselurer); stadig Paavirkning fra Syden kan ogsaa her spores, som ved
de hyppige Fuglebilleder. En tilsvarende fortsat Blomstring af
Broncetiden, udmærket ved Rigdom paa Guldsager, fandt Sted i Østungarn
og Siebenbtirgen. Derimod inddrages Vestpreussen eg flere
omliggende Lande under Hallstattkulturen, vistnok en Følge af, at det
preussiske Kystrav, der forekommer i saa store Mængder, nu benyttes i
Byttehandelen, mens forhen kun det jyske Rav var vandret mod Syd; denne
Kulturs delvise Fortrin viser sig her navnlig i de kunstfærdige Lerurner.
Den yngre Jernalder i Mellemeuropa (i sidste Halvdel af Aartusindet
f. Kr-) er den keltiske Periode og benævnes almindeligt efter et stort
Fund fra La Tene ved Neufchatel-Søen, hidrørende fra Periodens senere,
mere tarvelige Tid. Galliske Skarer trænger fra Alpelandene mod Syd,
hvor de kæmper med de nu historiske, klassiske Folkeslag, og Kelternes
kulturelle Indflydelse strækker sig langt mod Nord (Dejbjergvognen).
Jernet anvendes almindeligt af Kelterne, endog til Smykker; der præges
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
