Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - P. V.: Bidrag til Monrads Biografi. VII. Gejstlig Virksomhed. Sidste Leveaar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bidrag til Monrads Biografi •
969
satte mest Pris paa, men som var mindst bekendt af dem, der kun saa’
ham paa den politiske Kampplads, var den, at han ikke blot var mild i
sin Dom og kunde ikke lide, at der taltes ilde om nogen, men saa
streng mod sig selv, at naar han havde haft noget ubehageligt
Sammenstød med nogen, kunde man være vis paa næste Gang at finde ham saa
meget mere venlig. Grunden var, at han i Dybet var en virkelig from
og derfor kærlig Sjæl. Den klare og skarpe Jurist som han var, var
der inderst i ham en dyb Tro til Mennesker. I Politik troede han at
kunne faa dem til, hvad der for ham stod som det rette, og blev skuffet
deri. I Teologien fandt han sig mest fortrolig med sine Kirkefædre, dem
han altid sad fordybet i, men var desuagtet streng konfessionel. Han
var et rigtigt Pligtmenneske."
Monrads 70 aarige Fødselsdag den 24. Novbr. 1881 fejredes af
Stiftets Gejstlighed med stor Højtidelighed, og den udbad sig
Tilladelse til at opstille hans Marmorbuste i Landemodesalen i Maribo.
Ogsaa Stiftets Skolelærere viste ved denne Lejlighed, hvor meget
de paaskønnede, hvad han havde udrettet for Standen i
Almindelighed og for de enkelte Lærere, der altid var sikre paa at finde
Raad og Bistand, naar de henvendte sig til ham. I det hele var
hans Forhold til dem lettere end til Præsterne, thi deres politiske
Sympatier var snarest paa hans Side, og de teologiske
Uoverensstemmelser berørte dem mindre. Vel er der fra flere Sider
bemærket, at han kunde være noget ensidig og forhastet i sin
Bedømmelse, og at han i sine sidste Aar vanskelig kunde finde sig
i Modsigelse, ligesom ogsaa at hans Kritik, hvor berettiget den end
kunde være, ikke altid tog Hensyn til Tid og Sted. Næppe har
disse Bebrejdelser været ganske ubegrundede, men, som Fibiger
ovenfor skrev, bestræbte han sig altid for, naar han selv følte eller
gjordes opmærksom paa at have haft Uret, da at gøre det godt
igen. En lille Bog, som en af disse Skolelærere har udgivet, vidner
paa en kuriøs Maade om det mægtige Indtryk, Monrad havde gjort
paa ham og de øvrige Lærere, der har bidraget til dens Tilblivelse.
Det er en Samling af 200 Anekdoter om Monrad, Smaatræk, som
de bidragydende selv havde været Vidner til. Den allerstørste Del
af disse Anekdoter er højst ubetydelige, men desto større Indtryk
viser de, at han havde gjort, thi det er kun en stor Personlighed,
om hvem man saa omhyggeligt bevarer endog de mindste
Erindringer, og <ie er langtfra at bære Præget af en kritikløs
Hengivenhed, de refererer trofast løst og fast, godt og ondt. alt har i
Fortællernes Øjne Værdi — jo større Helgen, desto mindre behøver
Relikvierne at være.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
