Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Viggo Stuckenberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
4
Viggo Stuckenberg
ders poetiske Marmortrapper med hysteriske Roser nedover. Da vi
alle var ganske unge — Stuckenberg, den ældste af os, var i Efteraaret
1884 lige fyldt de 21 — var vore Anlæg for Menneske-Iagttagelse
endnu ikke synderlig udviklede. Derimod var vi ihærdige
Selviagttagere, som drev den psykologiske Sjælsoptrævling med
Raseri, ja indtil Desperation, og vi var Naturiagttagere, Naturelskere,
Naturvandrere, hvem intet Træk, ingen nok saa ubetydelig Skiftning
i den store Moders Ansigtsudtryk var fremmed. Den danske, den
sjællandske eller fyenske, den københavnske, svendborgske eller
nyborgske Natur var det, vi elskede, og elskede saa højt, at vi
aldrig følte noget Savn eller nogen Længsel hverken efter blaa
Bjærge eller venetianske Kanaler. Et Plankeværk i Nærheden af
Valby var os virkelig kærere end alle Italiens Marmorpaladser
tilsammen — et Plankeværk eller et gammelt Skur, graat og
forfaldent af mange Somres Sol og mange Vintres Regn, saadan
som den Maler, i hvis Billeder vi helt genfandt vor egen
Følemaade, Albert Gottschalck, elskede dem og malede dem. Der var
hos ham som hos os samme nøgterne Følsomhed, samme rige
Stemningsliv i Anledning af de tilsyneladende uanseligste Ting. Vi
mødte i hans ofte løst henkastede, men altid saa dybt bevægede
Billeder hele vort eget Forhold til Danmarks flade Land og graa
Himmel, og de Piletræer, Vejrmøller og Kaalmarker, han malede,
og som vi saa gærne hængte op paa vore Vægge, var os kærere
end alle Böcklin’ske Cypresser, Laurer og Marmorvillaer.
Bag et Plankeværk, et godt, gammelt, graat Plankeværk i et
Landskab af grønne, ensomme Strandenge, med smalle
Vandrender igennem, Stubmøller her og der, en fjærn Strimmel
Kalvebodstrand og over det hele en høj, skygraa, urojig Himmel var
det derfor sikkert nok, vi havde vort aandelige Hjem, vort
bedste Mødested. Triste, tungsindige, Dødsens sørgmodige, fortvivlede
til Selvmord kunde vi alle være og var det tidt nok. Men —
som Gottschalck en Dag paa sin knappe Maade udtrykte det —
„naar man havde taget Livet af sig, kunde man jo ikke gaa i
Valby og male". Altsaa blev han i Live — og vi med ham.
II
Det var Oscar Madsen, som førte mig sammen med Viggo
Stuckenberg. Kort forinden havde jeg i et Boghandlervindue i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
