Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Viggo Stuckenberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6
Viggo Stuckenberg
Digte. Jeg véd kun, at han syntes om dem, og at han, endnu før
de var udkomne, gik til Edvard Brandes for at skaffe mig den
velvillige Omtale i „Politiken", som da var absolut nødvendig.
Den kom ogsaa og drev Velviljen saa vidt at sammenligne min
Lyrik med Maurice Rollinats og Stephane Mallarmés — Navne,
jeg da for første Gang saae paa Tryk.
Jeg husker ikke nærmere, hvad Stuckenberg selv mente om
disse mine „Vers". Derimod finder jeg, i et Brev dateret 4de
Juli 1887, efterfølgende lille Kritik af et Digt, jeg havde sendt
ham. Man vil af dette Brudstykke begribe hele Arten af
Stuckenbergs Maade at bedømme Literatur paa.
Jeg vil ikke haabe," skriver han, „at det er Alvor med, at det
tilsendte Digt er det bedste . . . Efter min Mening har du maset hele
Stemningen i det. Det er meget for kort, næsten ikke andet end et
Resumé. Du har i dets faa Linjer faaet presset saadanne Bunker
sammen af Sager hentede alle vide Vegne fra, at du forvirrer. Først
For-stutrappens Flise, saa Svalerne, Brisen, Jasminerne, Drengene,
Plankeværket, Duerne, Kirkeklokken, Skovene, Køerne, Tøjrekøllen o. s. v. —
alt sammen Ting, som er meget rare, blot du havde smeltet dem
ordenligt sammen. Men de kommer saa opramset. Man skal jo helst kunne
se det altsammen paa én Gang, høre de smældende Duevinger og
Tøjrekøllen samtidig og dog føie dem som sondrede Lyd. Rent ud sagt,
du, det smager fælt af det, det er: opkogte Varer! Saa var Prosaen
meget bedre; den var da hel i Stemningen. Man bliver altfor hurtigt
jaget op af den Stenflise, og ned ad Gaden; husk paa den
Ubevægelighed, der er over en Sommeraften hos os; saadan et Digt maa bredes."
Som man vil se, er dette „Vennekritik" i en anden Forstand
end den, hvori Ordet almindeligt anvendes. Man vil tillige
gennem dette Brev — som ingenlunde er enestaaende i
Stuckenbergs Korrespondance — have faaet et Indtryk af, hvor
alvorligt den Kreds, hvori han var Midtpunktet, tog den Kunst, de
dyrkede. Som Mennesker gik vi, selv i vore tidligste
Venskabs-aar, ofte højst forskellige Veje. Som Kunstnere var vi enige om
ét — aldrig at slaa os til Taals med mindre end det bedst
mulige. Den eneste, der paa dette Punkt — som Journalist og
Novellist — syntes vore Principer utro, var Oscar Madsen, og han
føltes derfor af os andre som en Frafalden. Vi fandt, at der var
kommen Falskhed i hans Tone.
Det af Stuckenberg saa skarpt kritiserede Digt af mig blev
aldrig udgivet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
