Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Viggo Stuckenberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
17 Viggo Stuckenberg
umiddelbart levede han sig ind i sine Venners Liv, følte i et
med dem. Hans Bekymring for, hvordan jeg vel i det blæsende
Vejr, lidet søstærk som jeg var, bestod Overfarten over Store
Bælt, er i Slægt med hans Sorg en Sommeraften ved Langelinie,
fordi jeg med mit svagere Syn ikke kunde se alt det, han
formaaede at skælne. Det var en blid, stille, rosenrød Sommeraften,
Sundet var ganske blankt, og ude paa de opankrede Skibe var
Lanternerne tændte. Især var der en enkelt Lanterne helt langt
ude, som med sin fjærne, ensomme Blinken virkede underligt
dragende og sugende paa Stuckenbergs Sind, og det var hans
Sorg, at jeg ikke ogsaa kunde se den og derved føie og dele
hans Stemning.
Thi dette var jo Hemmeligheden ved vort Venskab, at vor
Følelse var saa ens, som havde vi været Brødre. En af de første
Ting, Stuckenberg fortalte mig under vore Skumringssamtaler i
hans Værelse paa Vestre Hospital, var følgende lille Oplevelse
fra den korte Tid, han havde faret til Søs og villet være
Søofficer.
Øvelsesskibet, hvorpaa han var om Bord, var paa sit Togt
kommen til Portugal og ankrede op paa Lissabons Rhed.
Sammen med de andre Kadetter fik han Landlov for at se Lissabon.
Først gik han med de andre, men snart skilte han sig fra dem.
Solen brændte, og gennem Lissabons fra Vandet opstigende
Gader kom Stuckenberg mellem Rækker af lyse, sovende Huse
stadig højere og højere til Veirs. Tilsidst befandt han sig helt
øverst oppe paa et Sted, hvorfra han kunde se langt ind i
Landet. Og .der langt borte, langt ude i det middagsstille,
middags-sovende Portugal — der saae han et hvidt, skinnende Punkt, en
fjærn Kirke eller et Klosters hvide Mure, som lyste langt ude
under Soldisen. Og saa stærkt vældede da Længslen op i ham
efter dette fjærne Sted derude i det fremmede Land, hvor
Mennesker, han aldrig skulde lære at kende, levede og færdedes, at
han maatte gøre Vold paa sig selv for ikke at følge sin Længsel,
men vende om og søge tilbage til Skibet . . .
Under helt andre Omgivelser havde jeg jo fornummet det
samme — naar jeg som Dreng paa smukke Foraarsdage hjemme
i Svendborg stod ved Tagvinduet øverst oppe i mine Forældres
Hus, og saae Landet ligge grønt og nyt i Solen, og de hvide Veje
Tilskueren 1906 2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
