Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Viggo Stuckenberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
18
Viggo Stuckenberg
sno sig op over Bakkeskrænterne og forsvinde ud over
Landet, ud mod Skovene, der stod i blaalig Dis langs Horisonten.
Derfor mødtes vi i dyb Beundring for Pierre Loti, gennem
hvis Værker hin Sjælens Udvé gaar som et Ledemotiv. Derfor
anvendte Stuckenberg en Dag paa sig selv og mig Eigils Ord i
Oehlenschlägers „Vaulundurs Saga": Jeg haver intet Haab og
drives kun af en ængstelig Forlængsel, langt, langt hen i den
vide Verden efter noget Bedre. Derfor stirrer mit Blik i hele
Timer ud i den tomme, blaa Himmel, og derfor er Stenen i min
Hjælm blaa, og derfor var Alrunes Klædebon blaat; og den matte,
dunkle, tærende Forlængsel er min Valkyrie!"
Denne Følelse i Stuckenbergs Sjæl var det, som siden hen,
efter at den strænge Naturalismes Dage var forbi, satte Blomst
i hans to romantiske Fortællinger „Sol" og „Asmadæus". Denne
Længsel var det ogsaa, som omsider sprængte hans Liv, da de
Tider kom, hvor det borgerlige Velvære, det borgerlige Arbejde,
ja selv den borgerlige Lykke ikke længer var ham nok, men
hvor han — som den gamle Konge i et af hans Æventyr —
klagende talte saaledes til sin Sjæl:
Ja, nu er Lykken din, og dit Mod er stærkt som dine
Lemmer, og din Tro som dit Blod. Og aldrig mere skal du jage
Lykken mellem de graa Bjærge og over de vide Stepper, og
aldrig mere skal du sove paa en dugget Tue og vaagne og tælle
Himlens Stjærner over dit Hoved, og ingen Morgen skal høre
din Sang i de ensomme Skove. Thi dit Ridt er endt, og Aarene
vil gaa og gaa, og du vil sidde her, og Tiden være død om dig,
og det, du vandt, død som en sluttet Sang."
Denne Følelse var det, som forvandlede Viggo Stuckenberg
fra den civis, der paa sit Værelse i Wiedeweltsgade havde
rimpet en „Messias" sammen, til hin vilde Jæger, der med sit
Hjærteblod skrev „Fagre Ord", „Valravn" og de Digte, der er
samlede i „Sne" og i „Flyvende Sommer".
Den store Liszt fandt jo, at Ærgerrighed var „eine göttliche
Krankheit", fordi der intet andet Lægemiddel fandtes for den
end Religionen; Gud selv var tilsidst det eneste Publikum, man
havde Tilfredsstillelse af at behage. Paa samme Maade er der
dem, som i hin Mangel paa Evne til at slaa sig til Taals med
noget jordisk finder et Tegn paa Sjælenes himmelske Afstamning
og himmelske Bestemmelse; Ernest Hello vilde, hvis han havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
