Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Viggo Stuckenberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
19 Viggo Stuckenberg
kunnet kende Stuckenberg, som det dybeste i min døde Vens
evigt higende Sjæl have fundet le désir de la Face de Dieu,
Længslen efter at skue Gud.
VI
Efter at ogsaa jeg i 1890 havde giftet mig og som
Medarbejder og Redaktionssekretær ved Ernst. Brandes’ Blad blev
mere og mere optaget, antog Forholdet mellem Stuckenberg og
mig naturligt andre Former. Det var ikke frit for, at vi til Tider
gled fra hinanden. Jeg fik nye og yngre Venner, som ikke alle
passede lige godt ind i de gamle Rammer. Alligevel saaes vi dog
jævnligt, især efter at han, vistnok i Foraaret 1892, var flyttet
ud paa Frederiksberg, hvor ogsaa jeg som gift boede. Vejen
mellem os var ikke lang — fra Kastanievej til Christian Winthers
Vej — og det gamle Samliv blev for saa vidt ogsaa genoptaget,
som der var megen gensidig Selskabelighed. Men Kredsen var
bleven større end før, og Formerne ikke længer borgerlige. Det
var paa hans og paa mit Liv i hine Tider, jeg tænkte, da jeg
i „Den yderste Dag" skrev:
„Aften efter Aften er der fremmede; Niels Graff kan
ikke længer holde ud at være ene. Naar det mørknes, trænger
han til at gaa i festlig Forventning og tænde alle Lys og sé
Bordet dækkes og selv gaa ud at lukke op, naar det ringer. Han
trænger til at sidde i en Kreds af Mennesker Natten igennem,
drikke stærke Ting, snakke, læse op og ryge mange Cigaretter.
„Kommer der en Aften ingen til dem, da søger han og Agnes
ud. De ringer paa, hvor de ved, at man gærne vil tage imod
dem, og Aftenen og Natten ud bliver de hos Vennerne, og
Vennerne er glade ved at have dem, og det er, som naar Børn
ikke tør være ene i Mørke. Men undertiden stiger deres Uro,
og deres Lede bliver saa dyb, at den ikke kan døves inden fire
Vægge. Da iler de ned paa Gaderne, drager ud af Staden,
vandrer i de frostklare Maaneskinsnætter lange, hvide Veje i det
øde Land, indtil Maanen synker."
Stuckenberg og jeg var altsaa stadig Venner, men vi var ikke
længer hinandens eneste Venner. Han var med at grundlægge
„Taarnet", hvis første Hæfte aabnedes med en Scene af „Den
vilde Jæger", men andre kom snart til at staa mig nærmere i
Ledelsen af dette Foretagende. Og dog var det til mig, han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
