Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Viggo Stuckenberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20
Viggo Stuckenberg
vendte sig i det Brev, som jeg her aftrykker, fordi det viser,
hvor langt Stuckenbergs dybe Sjæl har vovet sig ind ad Veje.
han siden ansaa det for Pligt at undgaa. Den 24. Juli 1893 skrev
han fra sin Sommerferiebolig saaledes til mig:
Kære Johs.!
Jeg fik dit Brev idag, mange Timer tidligere, end jeg ellers plejer
at modtage min daglige Paamindelse om, at Verden gaar længere end
til Abildøres Horisont. Jeg gik paa Vejen og hørte paa Poplernes
Raslen og saae paa Skyerne og lugtede moden Rug. Saa mødte jeg
Postmanden, som under en stor Poppel aabnede sin sorte Taske og
lod Blæsten fyge ned mellem Breve og Aviser og rakte mig dit. Der
paa Vejen læste jeg det, i griset Vejr, i Blæst, ganske alene, med
gyngende Kornmarker og Bønderhavers svajende Trægrupper langt
ud om mig.
Saa pas hjemløs er jeg bleven, at det at faa et Par Ord fra dig —
lige meget, om du er trist som jeg eller tristere endnu — er for mig
som at slippe ind et Øjeblik, hvor der brænder Lampe og er Læ. Jeg
gik og fortvivlede over ikke at eje et Jerusalem, hvorhen jeg kan
vandre barfodet, ene mellem Pilgrimme, og vaske min Sjæl ren og
begynde Livet fra nyt, dette hellige Menneskenes Liv, som jeg — og
vi alle — lever, saa vi maa bruge tusind Aar af Evigheden til at
græde ud i en Guds Skød. Dit Brev varmede mig, som det giver
Varme, pludselig at møde et Menneske i Katakomben.
Landet herude ser ud, som Agre og Trær har set ud alle mine
Somre. Men tidligere drev min Sjæl i Græsset og blev Korn og Sol og
Straatag og en ubekymret Vejbred ved Grøften — nu staar den paa
Bunden af en læk Skude og pumper Dag ud og Dag ind og ser det
hele gennem et usseligt lille Koøje.
Nu i Eftermiddag driver Regnen ned, og den fugtige Luft staar
som en tynd Taage ind gennem Vinduet og gør Papiret, jeg skriver
paa, klamt, saa Pennen vandrer som over en Mose. Og dog er her
godt at være i denne Stue, der er lav som et Gravkammer. Over mit
Hoved hænger min Hat paa Loftsbjælken, og paa det graa Lergulv
staar vaade Spor af mine Sko. I et Hjørne, hvor de nøgne Vægge
støder sammen, staar min Seng, en lav, smal, lille Jærnseng, og ved
Vinduet dette Bord, som jeg skriver ved. Her er nøgent som i en
Celle, men en lun, dyster Stilhed og en Fred i denne Luft, der har
staaet her inde i Læ Sommer og Vinter og givet Hus for Mennesker
et Aarhundrede snart. Jeg gav med Glæde bort alt, hvad jeg ejer
andetsteds, kunde jeg blot blive her et Aarstid eller to. Sidde her og
gaa ud og komme hjem igen og hænge min Hat paa Loftsbjælken og
være alene.
Din Viggo Stuckenberg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
