Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Viggo Stuckenberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
21 Viggo Stuckenberg
Nøjagtig fra samme Tid — 22. Juli 1893 — er et Digt,
Stuckenberg sendte mig til Optagelse i „Taarnet" under Overskriften
„Barmhjærtighed" (senere, i „Sne", er Titlen karakteristisk
ændret til „Angst"). Det hedder her:
Der sidder paa min Læbe, hvor jeg stedes,
et Ord i Stodderdragt, et Ord i Pjalter,
et Ord, som hungrer, naar jeg dybest glædes,
en sjælsyg Flygtning fra et mulmskjult Alter.
Og hvor jeg vender mig, og hvad jeg handler
mod den, jeg elsker, og mod den, jeg hader,
aldrig dets blege Rædsel sig forvandler,
aldrig dets Mareblik min Sjæl forlader.
Og dybest stirrer det, og hedest beder
dets Bleghed, hver Gang Dagens Lyde tier
og, hvad jeg øved, samler sig og leder
min Sjæl til Doms ad nattestille Stier —
da er det, som om alt i Natten græder,
mens Mørkets Klosterfred om alt sig hvælver,
da sønderriver Sjælen sine Klæder,
da hvisker jeg: Barmhjærtighed! og skælver.
Endelig stammer fra samme Periode det lille, dødelig bitre
Stykke „Maaneskinspassiar med mine Drenge", trykt i „Taarnet"
for December 1893. Digteren optræder her formummet som
„Manden i Maanen" og fortæller om, hvordan han deromme
paa Maanens mørke Side, i Baghuset, hvor han boer, maa gaa
og fodre sine Grise med „raadne Stjærner". „Alle de Stjærner,
som ikke vil blive siddende, og som falder ned for mig, dem
fejer jeg ind til Grisene — det er udmærket Føde, og de smager
Grisene fortræffeligt." Hele Dagen igennem maa Grisene sulte
— „til Natten kommer og giver dem Føde, alle de mange
Stjærner, som en Gang sad fast. Saa tier I, mine Drenge, og
Jeres Kammerater, saa sover I — mens jeg gaar og fodrer og
fodrer med det, som jeg ønskede skinnende til evig Tid."
Det er, som saae man her Digteren bore et Sværd i sit eget
Hjærte og vende Klingen i Saaret. Da jeg senere hen brugte
nogle Linjer af hans ovenfor anførte Brev i mit Skrift
„Livsløgn og Livssandhed", kendte han dem igen og tilstod, at han
en Gang havde været inde paa den samme Løsning af
Livsspørgs-maalet som jeg. Og endnu i Foraaret 1894, kort efter at han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
