Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Viggo Stuckenberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
23 Viggo Stuckenberg
Kære V. og I. St.
Luften er saa tung, saa man næsten ikke kan leve, og der falder
nu og da en stor Regndraabe paa de hede Brosten. Oppe under den
graa Skyhimmel kredser Svalesværme, smaa som Myggestimer, og jeg
hører dem skrige ganske svagt. Det bliver sikkert et forfærdeligt
Tordenvejr, og jeg sidder og venter og kan ikke arbejde, har ingen
Lyst til at gaa ud, ikke Lyst til at være inde heller.
Det er nu halvanden Uge siden jeg tog fra Rapallo og fra Sophus
Claussen. Begge Dele gjorde mig ondt, men det var umuligt at blive
der. Aften efter Aften sloges Claussen og jeg om alle himmelske Ting
og en Del jordiske med. Jeg var for forandret — og han altfor meget
den gamle. Hans danske Provins er som en Atmosfære, der svæver
om ham.
Nu sidder jeg her i Pistoja mellem Toscanas Vinhøje. Det er en
god lille By, om hvilken jeg har gjort dette fordringsløse Vers:
Taarne med døde Uhre
og Friser i brogede Rader
og Riser paa alle Gader
og Fresker paa alle Mure.
Det er godt at sidde paa dens Torv (saa stort som Hauserplads,
men heddende Piazzo Cino) om Aftenen og høre to vandrende
Spillemænd, en Klarinet og en Violin, spille uendelige Melodier, der
oprører Ens Hjærte til den dybeste Grund. Og det er dejligt om Natten,
naar man ligger for aabne Vinduer, og det er køligt og stille, og
Maanen skinner paa de skoddelukkede Huse ligeoverfor, at vækkes af sin
Halvslummer ved Lyden af en Serenade lidt henne i Gaden — en
Guitar og en Viola, der under Mesterhænder (thi Musikmestre er de
jo alle!) græder saa klagende, smigrer saa dragende, lokker og jubler,
smælter, synker hen, flyder saa fint som en Traad af klingende Sølv
— og saa svulmer og stiger, kaldende, fordrende, villende — for at
dø i Nattergalekluk og tie og lytte — og saa drage bort gennem Gaden
i munter Marsch og forsvinde langt ude i Natten som en Drøm . . .
Paa dette ret banale Stykke Reiselyrik fik jeg to Svar, et
fra Viggo og et fra Ingeborg Stuckenberg — Svar, som nok
ikke var fremkaldte af mit Brev alene, men ogsaa og især af de
Rygter om min hele aandelige Forfatning, der ad forskellige Veje
var naaet hjem.
Stuckenberg skrev:
Kære Johs.! Lyngby, 26. Ju.i 94.
Se med Andagt paa Overskriftens Ord og fornem dansk
Landevejs-støv paa dine Læber og for dine Øjne et fyldende, skovsvajende Grønt
i dyb Uigennemtrængelighed. Ak, hvad gør I i Italien! Naar jeg
tænker paa Pistoja og Rapallo, hører jeg strax i mit Øre Skelskør og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
