Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Viggo Stuckenberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
25 Viggo Stuckenberg
længe paa den Overskrift og den Underskrift, og det siger baade ja og
nej i mig, inden jeg bestemmer mig til det Vovestykke: et Brev til
dig. For det første, siger jeg til mig selv, er det maaske kun en
Hilsen, han begærer, en lille Viden om, at han er erindret, paaskønnet,
og jeg burde maaske lade det blive ved en Hilsen. Men — der er et
Forræderi i det, at sende kun en venlig Hilsen til en Ven, man
hellere har helt andre Ord at skulle have sagt. Det er de Ord, du
skriver om Claussen, der bestemmer mig. Aften efter Aften sloges I om
alle himmelske Ting og en Del jordiske. Nu maa du ikke bede mig
tage Fingrene fra Fadet, jeg har jo nu og da kunnet tale med dig uden
din allerdybeste Foragt. Vi skal vel helst være ærlige mod hverandre,
og mener jeg om dig, at du er en Vendekaabe, bør jeg vel helst sige
dig det selv og bære din Vrede — og dit Had er jeg bange for.
... Du vil maaske nedlade dig til at føre en Smule Kamp med
mig, saa ved jeg, at jeg intet har stukket under Stolen for dig, af
Ligegladhed, Modløshed eller blot Dovenskab, det værste for alt Venskab
.. . Ak, Johs, du var en Gang en ung sørgmodig Mand, der ingen
behøvede, trods det du var ensom! Kan du ikke længer huske
Æventyret om den lykkeligste paa Grøftekanten, der ingen Skjorte ejede?
Hvorfor har du nu andre Gudér for én: Dig selv? Er alle dine Krav,
din Styrke, fortumlet og borte, saa du kan nøjes? Kære Ven, har du
glemt, hvor der var højt til Himlen, hvor uopnaaeligt stort vort Maal
var, vor egen Guddomskraft uendelig! Og nu vil du nøjes med
Menneskers, andre Menneskers Værk ved Vejen eller hvad? Jeg tror, du
henrives af Østerlænderen i dig, griber som Mand efter Barnets
brogede Legetøjspjalter. Men vi har jo svage Øjeblikke alle, det er svært
at være Guddom og ubønhørlig mod sig selv, og jeg begriber ikke
andet, end at det er Skrøbelighed hos dig — vel, vel, vel? Se paa
dine Himmeldrømme og vaagn og gaa ikke i Afgrunden, i Støbeskeen!
Johs, jeg maner dig, ikke fra Toppen af en Tinde — du ved, jeg har
ikke Storhedsvanvid — men jeg trækker dig i Skøderne, Johs! sé
tilbage! vi har været lykkelige Mennesker, der troede og vilde, vilde
ofre. Kun det var Livet og Lykken, Lykken var ikke Ro eller Fred,
Lykken var Kamp, og hvorfor skal jeg sige dig det?
Har jeg nu været dum eller paatrængende, uhøvisk eller blæret,
Pokker kan jo vide, hvad du i din Vrede kan døbe mig, saa vil jeg
dog sige dig det, at naar jeg rigtig tilbunds tænker over det, der er
eller var Johs J., saa føler jeg, som jeg en Gang lovede, at mit Hjærte
skal altid kende dig. Ingeborg St.
Mit Svar, som var dateret Assisi 21. August, indeholdt
følgende :
Kære Venner — jeg takker Jer meget og meget oprigtigt for det
Brev, I sendte mig. Men hvad skal jeg svare derpaa?
Ingeborg skriver: „Se tilbage! vi har været lykkelige Mennesker!"
Ja, vi har, midt i Aar af Tvivl og Sørgmodighed, haft lysende Oaser
af Solskin og Ungdom. Men det var Gave, ikke Fortjeneste. Vi har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
