Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Viggo Stuckenberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
28
Viggo Stuckenberg
Ord op, som om jeg havde grebet i min Skærvebunke og strittet Sten
efter dine Ruder. Til min sidste Time vil jeg gentage, at hvordan du
saa mener at maatte stille dig til mig, bliver jeg den samme, det vil
sige dette Liv igennem din Ven Viggo Stuckenberg.
VIII
Som min døde Ungdomsvens Billede tegner sig i disse sidste
varme, inderlige Ord, vil jeg helst lade det blive staaende.
Det viste sig efter min Hjemkomst fra Italien først paa
Vinteren 1894, at det blev os mere og mere vanskeligt at omgaas,
og tilsidst ophørte vi at komme sammen. Men endnu i 1898
brevvexlede vi om hans „Romerske Scener", som han havde
sendt mig. Først to Aar efter rykkede han frem — eller blev
bragt i Stilling — mod mig i Anledning af min Roman „Vor
Frue af Danmark". Siden mødtes vi kun sjældent, mest paa
„Nordisk Forlag", hvor Stuckenberg med et af de indtagende,
forlegne Smil, han syntes at have bevaret fra sin Drengetid, hilste
paa mig og erklærede, at jeg ikke havde forandret mig.
Jeg tør da tro paa, at min Ungdoms bedste Ven til Trods
for alt bevarede venlige Følelser mod mig til det sidste. Jeg
hørte om hans Sygdom, men vovede ikke at besøge ham af
Frygt for, at han skulde mistænke mine Hensigter og tage
Forargelse af mit Komme. Og saaledes gik det da til, at jeg ikke saa
ham, før han var død — før han laa paa Hospitalets Ligstue i
den smalle, hvide Kiste med Navnesedlen paa Laaget. Der laa
han — og underligt bares det mig for, da det fine Klæde var
fjærnet, og jeg saa hans høje, smukke Pande, de lukkede Øjne,
den fast, næsten haardnakket samlede Mund, at den Mand, som
her laa, var en helt anden end den Stuckenberg, jeg en Gang
havde kendt, ja at denne Fremmede maaske end ikke brød sig
om mit Komme . . .
Des stærkere fornam jeg hans Væsen i de Aftener og
Nætter, som fulgte umiddelbart efter hans Død — milde, maaneklare
Decembernætter med store, hvide Skyer og enkelte store,
tindrende og bævende Stjærner. Endnu talte jo Stjærnerne deres
dragende Sprog til mit Hjærte — men han, der havde- forstaaet
det Sprog som jeg, han var ikke mere. De skønne, skælvende
Stjærner talte ikke mere til ham, og under den Himmel, som vi
før havde været to om at elske og se op til, var jeg bleven
ene tilbage. Johannes Jørgensen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
