Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Holbergs Henrik - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
68
Holbergs Henrik
hans lette og levende Maade at tale paa, hans mageløs rteplik
synes alt, hvad der tidligere var skrevet pafr v»rt Modersmaal,
et tungt og prentet Guds Ord fra Landet «=n „Landsbytale", som
Henrik siger om Arvs moralske Betænkninger. Overalt hvor
man i Holbergs Komedier ser disse to stillede over for hinanden,
er det, ligesom man saa en Kat over for en Køter. Som bekendt
holdt Holberg under alle Former mere af Katte end af Køtere.
Man kan dog ikke sige, at denne Henrik er saa „fornuftig
og ærbar en Domestique", som Holberg anser en Kat for at
være. Der er sandt at sige store Stykker af Køteren tilbage.
Man mærker undertiden ogsaa paa hans Vittighed, at han er en
Slave. Om den Periode i den græske Kulturs Historie, der
frembragte den nyere Komedie og dens Slavetype, har Nietzsche et
Sted (i „Om Tragediens Fødsel") træffende bemærket: „Den
femte Stand, Slavernes, kommer nu til Magten — i al Fald dens
Tænkemaade; og hvis der overhovedet mere kan være Tale om
græsk Munterhed, saa er det Slavens Munterhed, som ikke har
noget alvorligt at svare for, intet stort at stræbe efter, og som
ikke begriber, at nogen kan tillægge noget forgangent eller
kommende et højere Værd end det nærværende." Det er dette
Davus sum, non Oedipus, denne smaamandsagtige Resignation
overfor de ideelle Værdier og denne hundske Forslugenhed paa
de materielle Goder — skønne Dukater, god Mad, friske Piger
— der sidder som Trællemærket ogsaa paa den nyere Komedies
elegante Slaver. Saaledes er hos Holberg ikke blot den Figur,
der bærer det gamle Slavenavn, Davus i „Plutus", som — efter
Diogenes’ træffende Karakteristik — er „et tobenet Best udi
menneskelig Gestalt", men meget ofte Henrik selv. Han er fra
Fødselen af, d. v. s. som et Minde om den Nedgangstid, da han
først blev til, en Skeptiker, han tager Verden, som den er, og
mener, at alting lader sig praktisere „i disse Tider" (det vil sige
i de attiske Komediers Tid, ikke i Frederik den Fjerdes
København, hvor baade Henriks Digter og hans Skuespiller fik at føie,
at det bl. a. ikke lod sig „praktisere" at spille Komedie). Om
Dyd, Ære, Sandhed og deslige, som han følgelig ikke regner til
de solide Ting, som han sætter saa megen Pris paa, kan han
undertiden anstille ganske falstaffske Betragtninger. Hvor denne
Henrik, der synes saa stor mellem Narrene og Slynglerne, som
han plejer at drages med, faar over for sig en ærlig Mand eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
