Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Holbergs Henrik - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
71 Holbergs Henrik
røbe sin Overlegenhed ved et tilsyneladende meget enfoldigt
Spørgsmaal, der virker som Sennep i Næsen og kan gøre en
gal Mand rasende, tænker man sig, at saadan maa „Drengen
Holberg" — som den lille, meget ungdommeligt udseende Mand
for en Fejls Skyld en Gang blev kaldt paa et Pas — selv have
værget sig, ikke blot i sin Skoletid, men senere baade i disse
Lande og andre Steder, saa tit han havde Møje med at bevare
sin Ærbarhed for ikke at komme til at le. Hvad der gentagne
Gange siges om denne Dreng, at „enten er det af Ondskab eller
af Taabelighed, han taler saaledes," er vel blevet tænkt og sagt
om Holberg selv af flere end den bergenske Lektiehører, der
var den første Genstand for hans Ironi, og som meget sagtmodig
kaldte Gutten, der paa Grund af hans lange Skæg havde
sammenlignet ham med en Gedebuk, for et Kid. Som Corfits i
„Barselstuen" maa tilstaa, at han „aldeles ikke kan begribe den
Drengs Væsen," saaledes kunde Holbergs Samtid som bekendt
aldeles ikke begribe „Peder Paars". Ironien er altid Ærbarheden
ubegribelig.
Men hverken Drengens eller Stadssatirikerens Ironi er stærk
nok til at besejre Ærbarheden og ophæve Jeronimus — den
forudsætter dem tværtimod, ligesom Kiddet forudsætter Geden. Det
lader sig nu engang ikke gøre at drille Livet af Folk. Til at gøre
det af rtied Ærbarheden hører der en positiv Patos, der formaar
at frembringe den Værdi, der gør Ærbarheden værdiløs. Til den
Højde har Holberg i Grunden kun hævet sig i en Komedie:
Maskarade.
De to eneste Komedier, hvori Holberg er positiv, som man
siger, altsaa, om end under Maske, taler i sit eget Navn, er „Det
lykkelige Skibbrud" og „Maskarade." I den første har han i
Philemons Person ganske jævnt og uden Patos givet en
Fremstilling af Alvoren og Ansvaret i sin Skribentvirksomhed, i den
anden, hvis blotte Titel Maskarade (ikke: Maskeraden) lyder som
en Fanfare, der byder til Fest, har han benyttet Henriksfiguren
til et lyrisk Udtryk for den Glæde, han selv følte ved sin Poesi
og derigennem vilde meddele andre.
Der findes ogsaa i en anden Komedie — det er „Uden
Hoved og Hale" — en Henrik, som gaar paa Maskerade. Han
er ikke saa dum, siger han, at han bliver udenfor, naar hans
Herre gaar ind og danser; han gaar med og danser Engelskdans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
