Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Helmer Lind: Maske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Maske
93
galt, naar Maske og Person ikke kan forliges, værre endnu
bliver det, naar det er med Personligheden, den geraader i
Klammeri. Kun meget faa er de, der ustraffet har kunnet tage den
stærke Maske i deres Tjeneste. En Mand som Olaf Poulsen, for
hvem Masken har spillet en stor Rolle og haft en dyb Interesse,
har kunnet det og har haft Lejlighed til at vise dens
undtagelsesvise Berettigelse. Den har sikkert ogsaa ofte været ham
en Spore til en overdaadig Karakterisering, og forholdsvis
sjældent har han misbrugt den og ladet den gaa alene eller en anden
Vej end Rollen. At han i saa høj Grad har brugt og har kunnet
bruge Masken, forklares ud fra hans næsten enestaaende Evne
til at underordne sig Forfatter og Rolle, til at trænge ind i
Figuren og blive i den — denne Smidighed i Genfremstillingen,
som er Skuespilkunstens Kærne, netop det, som bevirker, at
Skuespilkunsten saa haardt maa kæmpe for sin Ret som
Første-haands-Kunst, og som ikke uden Virkning kan føres i Marken,
naar Skuespilleren kører op med alle de staaende Argumenter, der
baseres paa hans enestaaende Materiale: Stemmen, den levende
Bevægelse, Følelsen, Intelligensen m. m. Dr. Mantzius har mere
veltalende end egentlig overbevisende skrevet herom i den lille
Teaterbog, han udsendte for et Par Aar siden.
Men falder det lidt vanskeligt at indrømme ham den
Første-haands-Ret, han begærer for sin Kunst, bliver det naturligvis end
besværligere, naar denne Kunst griber til Midler, der ligger
Varieteens, Forvandlingskunstnernes og Physiognomisternes
Omraade betænkelig nær. Det er ad den Vej, de Skeptikere vinder
Proselytter, der taler om, at Teatret har overlevet sig selv, tabt
sin Berettigelse som Kulturmagt for at synke ned til kun at blive
den brogede Billedbog for store og smaa Børn.
At Fristelsen til at vinde Sejre ad den ydre Vei, der er
Maskens, ikke bliver mindre, naar endog Udlandets største
Skuespillere gaar i Spidsen, det siger sig selv. Et Eksempel bedre
end mange: Mounet Sully som Kong Ødip. Naar den blindede
Konge famler sig langs sit Slots Vægge og vakler ind paa
Scenen, er Maskesygens højeste Uhygge naaet. Hans hvide Kappe
er oversmurt med Blod, realistisk aftørrede Blod-Tommelfingre
er anbragt overalt, fra de frygtelige Øjenhuler triller
Bloddraa-berne, tykt paasat med den røde Farve, nedad Kinderne, gennem
Skæget, paa det i Fortvivlelse blottede Bryst. Intet stærkere er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
