Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Helmer Lind: Maske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96
Maske
Gang. Til det er kommet saa vidt, at man laver Masker der,
hvor der end ikke er Antydning af en Rolle, helt ud i Staffagen,
som tildrager sig en Opmærksomhed, der absolut ikke gives
nogen Valuta for. Et særlig prægnant Eksempel havde man i
Jakob Knudsens „Den gamle Præst". Alle, der har set Stykket,
vil af Akten, der foregaar hos Sognefogden, tydeligst huske en
lille forkrøblet Kvinde, hvis Skikkelse og Maske maaske kan
være laant fra et af Dalsgaards ypperste Billeder: „Mormonerne".
Tilfældigvis var Masken fortræffelig, hvilket imidlertid ikke paa
nogen Maade gør den mere forsvarlig, fordi den tilvendte sig en
Opmærksomhed, den ikke i nogen Grad havde Krav paa. Nu
vil det jo nok blive stillet op som et Skridt mod Idealet, at
hele Staffagen blev saa gennemført, at ikke et enkelt Billede,
en enkelt Figur kom til at danne en Kontrast til de øvrige. Det
skulde blive en kunstnerisk Helhed, mod hvilken Skuespillerne
vilde komme til at virke dobbelt stærkt, og som vilde blive dem
en værdifuld Baggrund! Det lyder meget tiltalende, og Forsøget
har jo ogsaa været gjort. Meiningerne prøvede jo en saadan
minutiøs Iscenesættelse. Alligevel vil det neppe nogensinde vise
sig at være mere end en smuk Teori, som Scenens Praksis
hurtig vil vise uigennemførlig. „Brædderne" har saa sine egne
Love, de har deres eget Perspektiv, der kræver en Lys- og
Skyggefordeling, der stærkt fremhæver det væsentlige og vil
tvinge det uvæsentlige længst tilbage. Derfor kan en for stærk
Fremhæven af Staffagen blive skæbnesvanger for et Skuespil,
og derfor har de maaske ikke helt Uret, der foreslaar i Udstyr
o. s. v. at vende tilbage til Shakespeare’ske Tilstande, hvor al
Vægt lagdes paa Figurerne og deres Fremførelse, medens alt
udenoms overlodes til Publikums Fantasi, der i vore Dage
snarere svækkes end næres — fordi den ikke opøves — af en alt
for detailleret og realistisk raffineret Iscenesættelse. Og Scenens
Kunst maa jo dog regne med Publikums Fantasi. Paa mange
Maader appelleres der baade til den og til Publikums
Overbærenhed. Brædderne er nu en Gang ikke Livet, Scenen aldrig
— som af Idealister paastaaet — Stuen med de tre Vægge og
frit Indblik fra den fjerde. Vi tager og maa tage Hensyn. Teatret
kan f. Eks. ikke give Fattig-Stuen de den tilkommende tre Alen
til Loftet, den maa spendere seks paa den, fordi Galleriet ellers
intet kan se, og dets Publikum ikke kan nøjes med en Ærlighed,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
