Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Holbergs Henrik. III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Holbergs Henrik
135
Kvaliteter og Sindets Gaver. De „fare ikke meget vilde, som
tillægge de norske Folk samme Karakter som Indbyggerne udi
Engeland (det er Shakespeares og Miltons England, han kender): at
det, som kaldes Middelmaadighed, har liden Sted iblandt dem,
men de, som ere gode, ere i en høj Grad gode, og de, som ere
onde, i en høj Grad onde." Ogsaa Kunstnersindet har han
fundet hos dem: Til Kunster og Haandværker, der dog aldrig har
blomstret ret i Norge, har de Norske baade store naturlige
Anlæg og stor Lyst. „Der er fast ingen Bonde udi Norge, der jo
foruden sit nødvendige Arbejde gør noget med sine Hænder til
Zirat. Det meste er at forundre sig over, at de gør alting ud af
deres egne Hoveder, saasom de hverken have lært eller set
noget tilforn. „Det er da ikke først Wergeland, der har sørget
over at se en ubrugt Kunstner forgaa i Folkets Masse. Man tror
nu bedre at forstaa, hvorfor Holbergs Henrik har ikke blot godt
Hoved men „godt Fantasi", og hvorfor han saa gerne spiller
Komedie. (Jvfr. Kr. Arentzen: Ludvig Holbergs Ungdom i „Fra det
attende Aarhundrede.")
Men lige saa forskellige som de Norske syntes ham fra de
Danske, lige saa meget fandt han sine Bysbørn, Bergenserne,
som jo ogsaa var de Nordmænd, han kendte bedst, „at differere
udi Talemaader, Skik og Sæder fra de andre Norske". I Bergen,
som endnu i det 16. Aarhundrede var Rigernes største Stad, traf
han som Følge af Byens Beliggenhed og øvrige Naturforhold,
af dens enestaaende Handelsvirksomhed og Røre og af
Befolkningens Krysning med alle Slags fremmede Elementer den
højeste Potens af det sammensatte, bevægelige, levende Sind, som han,
vistnok med Urette, tillægger alle Norske. Her, paa dette muntre
Fortov mellem Hav og Fjeld, og ikke i Vimmelskaftet, er den
holbergske Henriks aandelige Hjemstavn. Her er den aabne Gade,
hvor Holberg først har hørt sin Henrik le. At han selv har
tænkt sig Maskeradens Henrik som Bergenser, kan man maaske
slutte af, at han giver ham Tilnavnet Ebeltoft. Naar Holberg
siger Ebeltoft — i Julestuen" og Skæmtedigtet „Sille Hansdatters
Forsvar for Kvindekønnet" — mener han nemlig Bergen (Jvfr.
Joh. Nordahl-Olsen: Ludvig Holberg og hans Fødeby i Bergens
historiske Forenings Aarbog Nr. 10). I al Fald, man behøver ikke
at ty til Holbergs Breve og til hans Bergensbeskrivelse for at
erfare, hvor levende, som han siger, Ungdommen er i Bergen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
